Nyheder

  • Bestig Kilimanjaro - optimal akklimatisering på alle vores ture. Forlæng med safari og badeferie på Zanzibar. Læs mere
  • Ilulissat Guesthouse er vores nye sted i Grønland! Vi glæder os til kunne byde jer velkommen enten som en del af en rejse, eller som et tilbud til overnatning i Ilulissat med byens smukkeste udsigt! Læs mere
Sydthailands Drømme

Sydthailands Drømme

Udforsk den hektiske metropol Bangkok, tag på eventyr i Khao Soks frodige regnskov og fordøj alle de vidunderlige indtryk på sydthailands smukke hvide sandstrande! Fra kun 11.195,-

Kajaksymposium 2005

Written by Kasper on . Posted in Rejsedagbog

Af Kasper Trojlsgaard

Que tal Espania? Kasper har været nede og tage temperaturen på kajakmiljøet i Spanien, her er beretningen.
Nytåret og alle julefrokosterne var overstået, og foråret synes pludselig uendelig langt væk, da telefonen ringede….det var min ven Lars, der med begejstring i stemmen berettede om en spansk hjemmeside. Jeg får straks tændt for min computer og skriver www.pagaia.com og ser at Spanien også har fået øjnene op for havkajakken.

I hvert fald trommer den lokale kajakklub Pagaia i det nordlige Spanien sammen til det første kajak symposium på spansk grund. Listen over foredragsholdere og instruktører er imponerende, og med kajakguruen Nigel Foster på deltagerlisten, er overtalelsen hurtig overstået, og tilmeldingerne sendt af sted.

Vamos a la Cap de Creus…

Endelig oprinder dagen, det er d. 18. marts og vi er mere end klar til at tage temperaturen på kajak miljøet i Spanien. Vores rygsække forsvinder på bagagebåndet, og mærkatet viser Barcelona. Snart forsvinder Københavns Lufthavn under Spanairs vinger, og 3 timer senere lander vi i den catalanske hovedstad. Første indikation af, at der venter nogle gode dage, indtræffer da vi afhenter den bestilte udlejningsbil. Vi bliver opgraderet fra den bestilte Opel Corsa til en splinterny BMW.

Vi vælger kystvejen nord på til Cap de Creus, hvor kajak symposiumet finder sted. Vi passerer flere danske ferie favoritter på vejen, som Calella og Benidorm, og undres over, hvad der får folk til at tilbringe dyrebar ferie tid disse steder. Efter en times tid er vi dog sluppet fri af charterkysten og fordommene, sandstrandene har givet plads for en dramatisk klippekyst, med øde bugter, hvor Middelhavet kaster sine bølger ind på land.

Fire timer senere ruller vores sølvfarvede BMW ind på campingpladsen i Llánca, vi er fremme.

Campen

Llánca ligger 15 km. Fra den franske grænse i området Cap de Creus, som er et stort naturreservat i Spanien. Cap de Creus er også navnet på det østligste punkt i Spanien.

Normalt er Llánca en søvnig Middelhavsby, men disse dage er den vågnet op fra siestaen. Godt 100 kajak folk fra hele verden har fundet vej til arrangementet. Tyskere, englændere, svenskere, amerikanere, grækere, franskmænd, de er her alle, og så lige Lars og jeg fra Danmark.

Vi får hurtigt smidt teltet op med udsigt over Middelhavet. På den anden side af bugten tændes lysene i den lille fisker by La Selva, som skumringen falder på. Aftensmaden bliver fra det lokale supermarked, lufttørret skinke, brød, chili og lokal vin. Jeg undrer mig over at råvarerne smager af så meget mere og koster mindre end det vi køber derhjemme, men så igen, ville jeg nok også selv beholde det bedste, i stedet for at eksportere det til fremmede lande.

Vi slutter aftenen af med den lokale øl, og en snak med Thomas og Håkon der har kørt hele vejen fra Sverige.

Symposium 2005

Nu tænker du måske hvad dækker ordet symposium? Jeg havde i hvert fald ikke tidligere deltaget i et. Et havkajak symposium er et træf, hvor entusiaster, begyndere, forhandlere, instruktører sætter hinanden stævne, alle med kærlighed for havkajakken, alle med lysten til at udvikle sig, og dele oplevelser og erfaringer med andre kajakfolk.

Programmet lod da heller ikke tvivl om, at det var havkajakken der var i fokus, eneste problem var bare, at der var for mange spændende ting at vælge i mellem. Mit valg faldt på træning i grønlændervendinger og teknik træning med guruen Nigel Foster, det sidste skulle vise sig at blive en kæmpe oplevelse.

Jeg kunne også have valgt navigation, fiskeri med net fra kajak, madlavning i kajak, første hjælp, bygning af grønlænder kajak, hypotermia, reparation af kajak, GPS, tolkning af vejrudsigter og mange flere.

Undervisningen

Mit første seminar var grønlænderrulninger, og efter ½ time lykkedes det mig første gang at komme rundt. Ikke smukt, men dog rundt.

Min session med Nigel Foster var kommet i hus ved lodtrækning. Efterspørgelsen på undervisning fra legenden var overvældende og jeg åndede lettet op, da mit navn blev råbt op under lodtrækningen. Til jer der ikke kender Nigel Foster, så går han for at være en af de dygtigste lærer i verden. Manden har designet sin egen kajakserie, skrevet et utal af bøger om emnet, og ikke mindst deltaget på adskillige krævende ekspeditioner. Nå her sidder jeg så i min kajak, og bliver undervist af Nigel. Han er en mand af få ord, men alligevel er hans undervisning fantastisk. Først demonstrerer Nigel, og jeg følger efter, det bedste jeg har lært. Det gamle kinesiske ordsprog kunne sagtens være skrevet af Nigel, i hvert fald er der ikke meget snik snak, men masser af praktiske øvelser.
Fortæl mig om det, og jeg vil glemme.
Vis mig det, og jeg husker det måske.
Men involvér mig, og jeg vil forstå.

El Cabo de Creus

Efter et par dages teknik træning og en masse snak om kajak, er det tid til at udforske El Cabo de Creus i kajak. El Cabo er en kæmpe naturpark på 13.886 hektar. Parken byder på en spændende kystlinie med et rigt dyreliv, men dækker også over indlandet, med Rodes bjergene mod vest.

Vi stævner ud i Middelhavet sammen med Adrian Wells, der er kajak coach fra England. Landskabet veksler mellem lodrette klipper, øde bugter og grotter. Nu lyder det måske som den store vildmarkstur, men fakta er, at Nordspanien er et område for livsnydere. Du padler i smukke omgivelser det meste af dagen, for derefter at ankomme til en lille hyggelig kystby, som eksempelvis Cadaques, hvor du kan nyde godt af det spanske køkken. Undervejs i El Cabo, kan du også kombinere den friske havluft med spansk kultur. Kysten sydover fra Llánca byder også på et stop ved kunstneres Salvador Dali´s hus, det gamle Sant Pere kloster. En anden anbefaling er at gå i land på det østligste punkt i Spanien (Cap de Creus), vandre op til det gamle fyrtårn og spise frokost. Englænderen Chris Little har indrettet en hyggelig restaurant i det gamle faldefærdige fyrhus. Maden er god og udsigten et frieri værdigt….

Hasta la vista

Tilbage i lejren ved Llánca bliver der snakket ivrigt om ugens oplevelser, nye venskaber er knyttet, og i skrivende stund sidder vi tilbage med invitationer om at padle kajak i Sverige, England, Spanien og Grækenland.
Symposiumet blev sluttet af i Lláncas kulturhus, hvor arrangørerne takkede af for denne gang. Aftenens højdepunkt blev den professionelle fotograf Christian Morel slideshow fra den grønlandske østkyst, hvor ham og en kammerat padlede to måneder. Resultatet – en kunstnerisk billedserie, skudt op på et kæmpe lærred af ni lysbilledapparater, tilsat akustisk musik og Christians rustne engelsk. Et følelsesladet punktum for en uges fantastiske oplevelser i det Nordspanske.

Den sølvgrå BMW bliver afleveret i lufthavnen igen, og tilbage er 3 timers flyvetur tilbage til Købehavn. Tid nok til at planlægge den næste tur….

Alaska – The Last Frontier

Written by Kasper on . Posted in Rejsedagbog

Af Kasper Trojlsgaard

Fra mit vindue i flyveren har bjergkæden The Alaskan Range længe vist vejen mod nord, jeg begynder så småt at trippe utålmodigt, drømmen om at opleve The Pan American Highway der starter i Alaska og slutter i Chile er nu kun en halv time fra at gå fra en drøm til at være en realitet.

Landingsstellet kysser blidt jorden i Anchorage, og snart fyldes mine lunger med den friske arktiske luft. I lufthavnen bliver jeg påmindet om, at civilisationen nu ophører, og at jeg ikke længere er på toppen af fødekæden. En kæmpe stor udstoppet grizzly og isbjørn tager pænt imod i lufthaven. Jeg gribes af en følelse af angst, men også spænding over, hvad der venter mig i den kommende tid.

Jeg får checket ind på et hostel og går på opdagelse i Anchorage. Jeg glemmer alt om aftensmaden, da her er lyst næsten hele døgnet. Jeg får dog kokken på en bar overtalt til, at lave mig en burger, selv om køkkenet har lukket. Jeg falder i snak med en af de lokale, og inden længe er jeg inviteret med på en anden bar. Lidt over midnat, et par fadøl og en del lokale historier senere, sætter John mig af på mit hostel, og siger at jeg bare kan ringe hvis jeg får brug for hjælp. En rigtig god første dag.

Dybe fjorde og vild natur på Kenai-halvøen

Næste morgen rumsterer min værelseskammerat, jeg siger godmorgen, og spørg ham hvor han skal hen. Han er på vej til Seward på Kenai halvøen – i løbet af 15 minutter har jeg pakket min rygsæk, og sidder sammen med
Amin i hans bil. Vejen er fantastisk smuk, med udsyn til snedækkede bjerge hele vejen, og Bald Headed Eagles svævende på en skyfri himmel, gør det svært at holde øjnene på vejen. Seward er en hyggelig lille fiskerby, der om sommeren oplever et turist boom – heldigvis er de første turister endnu ikke ankommet. Amin, min rejsekammerat og jeg slår teltet op ved stranden, og har den smukkeste udsigt over fjorden.

Jeg går ind til byen, for at snakke med forskellige turoperatører, der kunne være interessante for Culture Adventure. I Adventure centret kommer jeg i snak med Jeff fra New York, han er lige kommet hjem efter fem dages vandring i vildmarken. Han virker til at være en fin fyr, og jeg spørg, om han ikke vil campere med os. Snart er teltene slået op, og det bliver starten på en super aften, hvor vi sidder rundt om bålet og fortæller rejsehistorier.

Jeff rejser også alene, og har godt en uge tilbage af sin tur, så vi beslutter at rejse sammen nogle dage. Det bliver igen sent, og jeg finder ud af at min sovepose ikke egner sig til Alaska, heller ikke selv om jeg har alt mit tøj på…

Bjørne og snevandring på Harding Icefield

Vi har valgt at vandre op til gletscheren Harding Icefield. Amin giver os et lift til Exit gletscheren, hvorfra vi er på egen hånd. Stierne er endnu ikke åbnet, og snart befinder vi os i knæhøj sne. Vejret er pragtfuld, så vi bekymrer os ikke så meget om hvor vi er, men er overbeviste om, at vi nok skal finde op til toppen af gletscheren. Efter nogle timer finder vi os selv fanget mellem gletscheren og en klippevæg….hmmm. Vi spotter en rute over bjerget, men ser pludselig noget bevæge sig…..bjørne! Wauw, vi bliver lidt urolige, da vi ser, at det er en sort bjørn, og at den har tre unger. Bjørnen lader dog ikke til at vise interesse, så fra sikker afstand iagttager vi ungernes leg. Fantastisk, at se bjørne på den første dag alene i vildmarken.

Da bjørne med unger, betegnes som dårligt selskab, vælger vi en sneskakt op ad bjergsiden. Vi sparker støvlesnuderne ind i sneen, og kæmper os op, vi fortsætter op i 45 minutter, vi kan stadig ikke se toppen, og siden bliver stejlere og stejlere. Vi er nu ca. 150 meter oppe, og vi bliver en smule beklemte ved situationen, for nedturen kan nu få ubehagelige konsekvenser. Vi beslutter os for at forsætte lidt endnu, da jeg mister fodfæste. Et dødsskrig giver nu ekko i slugten (tro mig, dødsskriget lyder ikke specielt heroisk)….jeg falder en meter og får heldigvis fodfæste igen, puha det var tæt på.

Vi sætter os på en busk og diskuterer situationen igen. Vi binder et reb til hinanden og begiver os videre op, uden at vide om vi kan komme ned derfra. Heldigvis når vi toppen efter ca. 50 meter, et skridt tilbage…..og min sovepose glider ud af liggeunderlaget – vi ser den forsvinde ned i slugten. Det var kold med soveposen, men uden bliver det en meget lang nat.

Jeg firer Jeff ned ad bjergsiden igen, og af en eller anden grund ligger soveposen på en lille hylde på størrelse med soveposen.

Vi begiver os videre op ad bjerget, og terrænet bliver mere tilgængelig. Vi finder en lille klippesats med udsigt til gletscheren og omgivet af bjergtoppe, her beslutter vi os for at slå lejr. Vi stamper en lille plads ud i sneen og slår teltet op.

Snart bobler suppen på vores primus, og vi griner lidt af dagens hændelser. Natten bliver lang pga kulden og teltdugen er ca. 5 cm. Fra vores ansigt, og vi må ligge ret tæt, for at holde varmen….utrolig så hurtigt man lærer folk at kende, under lidt aparte forhold.

Vi vågner næste morgen i silende regnvejr og tilbereder vores havregrød i teltet. Efter en hurtig nedpakning starter turen ned. Vi kigger lidt foruroligende, på de laviner, som har boret slugter ned af bjergsiden, men sneen virker stabil, så vi tager en god lang glidetur ned af bjerget, dog en anden vej, end vi kom op….

Vi får et lift med en Ranger tilbage til Seward og fejre triumfen på en lokal bar.

I havkajak blandt søløver og hvaler

Næste morgen blaffer vi til Millers landing, hvor vi lejer to havkajakker. Vi pakker vores proviant og telte i kajakkerne og aftaler, at vi vil være tilbage om tre dage. Snart glider kajakkerne i vandet, og inden længe padler vi af sted mod nye eventyr i disse geniale fartøjer, som eskimoerne opfandt for godt 1000 år siden.

Langsomt glider vi igennem vandet og civilisationen er snart små prikker i horisonten. Efter et par timers padlen, lægger vi til på en strand og spiser frokost, inden vi skal krydse fjorden, et stræk på tre til fire kilometer i åbent vand. På den anden side af fjorden, møder vi fire gutter i kajak. De har lige set spækhuggere i en bugt ikke langt fra os, så med fornyet kræfter sætter vi kursen mod bugten. Desværre er de væk, da vi når frem. Vi sætter kurs mod Fox Island Spit, der er en spøgelsesskov. Under det store jordskælv i 1964 faldt landskabet, og skoven blev oversvømmet med saltvand, hvor træerne døde. Nu står stammerne tilbage som skeletter, men er bevaret pga af saltet der trængte ind i stammerne. Vi slår lejr på halvøen, som vi kommer til at dele med et par fra Anchorage. Det bliver en hyggelig aften, igen omgivet af bjerge og tempereret regnskov.

Vi lader teltet stå,og begiver os længere ud i fjordsystemet. Egentlig måtte vi ikke passere halvøen pga uroligt vand. På den anden side af halvøen er der åbent vand til Stillehavet, og forsætter vi med at padle, vil næste stop være Hawaii.

Der skulle være en søløve koloni ca. otte kilometer fra vores lejr, og der er forholdsvis roligt vand, så vi forsætter ud gennem fjordsystemet.

Turen er som taget ud fra et natur- program, og efter nogle timers padlen, kan vi høre brøl i det fjerne…søløver!! Vi når frem til nogle høje dramatiske klipper, hvor der er mellem 50-70 kæmpe søløver og sæler. Klipperne er ydermere pakket med ynglende havfugle, der letter i store flokke, og fylder himlen, som stjerner på en klar nattehimmel. Der er et sandt inferno af liv og larm, et fantastisk syn. Vi padler rundt om den fritstående klippe og pludselig kommer der ca. otte søløver op foran vores kajakker, de følger os nysgerrig to meter foran kajakken, for derefter pludselig at dykke under vores spinkle fartøjer. Vi er nær ved at tippe rundt i kajakken, da en stor søløve bryder vandskorpen i et kraftspring, for derefter at sende kaskader af vand ind over os. De er meget legesyge, og jeg er sikker på at den gjorde det med vilje.

På vejen tilbage lægger vi til i en lille bugt og spiser frokost. Tilbage i lejren, beslutter vi os for at prøve om vinterbadning er os, vi springe i fjorden – en kort men dejlig oplevelse. Snart sidder vi igen rundt om bålet, griller Marshmellows over ilden og snakker om dagens oplevelser.

Inden vi padler tilbage til Millers landing, beslutter vi os for at undersøge en ny bugt, min største drøm er at padle med spækhuggere, og vi har endnu ikke set nogen på turen. Jeg lover Jeff øl i aften, hvis vi ser hvaler på vejen. Vi har lige rundet pynten, da jeg på lang afstand ser den karakteristiske finne som spækhuggere har. De kaldes også for dræberhvaler, da de går løs på blåhvaler og andre store havpattedyr, men jeg har engang læst, at de aldrig har rettet angreb på mennesker, så vi sætter farten op, indtil vi er ca. 20 meter fra dem. Der er ca. otte stykker, der iblandt en kæmpe han. Spækhuggeren er et familiedyr, og vil følge den samme flok hele livet igennem. De glider upåvirket af vores tilstedeværelse forbi vores kajakker, og sætter kurs over fjorden. Vi skal nogenlunde samme vej og gør dem selskab. De glider stille og roligt op af vandet, og vi kan holde deres tempo i ca. 45 minutter. På resten af turen ser vi havoddere, søløver, ørne og en Oeyster catcher (fugl), der sneg sig ind på os, indtil den kun var 2 meter væk.

Tilbage i Seward, fejrer vi en veloverstået tur med adskillige velskænkede fadøl og planlægger vores videre færd.

Alaska har hjertet på rette sted

Dagen efter står vi igen i rabatten og forsøger igen at få et lift. Det lykkes, denne gang er det to vietnamveteraner der samler os op. Der er en del krigsveteraner i Alaska, da det er det eneste sted de har kunnet finde sig hjemme, efter rædslerne i Vietnam. Jeg kan kun give dem ret i, at man finder sin indre ro på disse breddegrader.

I Anchorage ringer vi til en gut, der samlede Jeff op tidligere på ugen, og som sagde vi bare kunne bo hos ham. Gary en middel aldrende mand henter os i Anchorage og kører os til hans hjem. Hans kone Sara sørger for mad og drikkevarer. Vi checker vores mails, jeg får en bog om polarekspeditioner, og inden vi går i seng, smider de sønnen ud af hans værelse, så vi har et sted at sove. En smule overvældet over gæstfriheden vi har mødt, falder vi i søvn.

Til Denali på tommelfingren

Dagen efter kører Gary os et stykke uden for byen, hvor vi kan blaffe. Vores plan er at nå til Denali National Park. Først får vi et lift af en mand, der skal hjælpe hans datter til et ridestævne. Derefter bliver vi samlet op af to piger i en pick-up, med en kæmpe rottweiler på ladet. De ryger et par fede til rytmen af elendig rapmusik, hvor jeg selvfølgelig sidder bagi, oven på en overdimensioneret bas. Det er nærmest en lettelse, da vi bliver sat af. Herfra går vi et stykke uden at blaffe, men alligevel holder en bil ind, og spørger os om vi vil ha´ et lift. Det er et par af de oprindelige indbyggere, der har de samme træk som inuitterne i Grønland. Igen bliver vi spurgt om vi ryger fede, måske er det mine øjne der er irriteret af pollen, der gør, at jeg ligner en der er på stoffer…. Det lader til at de fleste ryger en fed imens de kører bil – igen takker jeg nej, og tager i stedet et hiv af min astmaspray.

Vi bliver sat af på en øde landevej, hvor der er en lille bod. Vi venter en times tid, og de der står i boden, får ondt af os, og laver os et stort skilt, hvor der står Denali. Endelig holder en bil ind til siden. Denne gang en håndværker der mener at vi er vanvittige, da vi fortæller, at vi vil vandre i Denali uden våben, bjælder, bjørnespray. Han fortæller alle mulige historie om folk, der er blevet dræbt af bjørne, og giver os alle mulige tips om, hvad vi gør, hvis vi står ansigt til ansigt med en bjørn. Vi forsikre ham, at vi nok skal passe på, og står igen i vejkanten. Der går fem minutter, og vi bliver samlet op af to piger, der har bilen fyldt op med bagage og en hund på bagsædet. Alle der har samlet os op, har kørt i små biler, der er pakket med bagage, og alligevel stopper de, bruger ti minutter på at omrokere tingene, og kører os gerne nogle ekstra kilometer. Hvorimod folk i autocampere, minibusser og store biler bare kører forbi, så jeg har konkluderet, at jo mindre plads folk har i deres biler, jo mere hjerterum er der.

Pigerne bor i Fairbanks, og det er super spændende at høre om livet langt mod nord, hvor rindende vand i husene ikke er en selvfølge. Pigerne sætter os af ved et skilt, hvor der står “Welcome to Denali Nationalpark”, og vi har på kun 6 timer nået vores mål.

I Denali er der ingen stier og kun et ganske få antal bliver tilladt i de enkelte zoner. Vi får vores “back country permit”, og vi bliver udstyret med en container til at opbevarer vores mad, i tilfælde af sultne bjørne. Vi tager en bus, så langt ind i parken, som vi kan, og er på egen hånd. Vi vandre igennem nogle dale, ser Caribou der minder om rensdyr, og holder et våget øje med bjørne, som Denali parken er kendt for. Vi slår lejr ved en smeltevands elv, og laver igen gourmet mad på vores primus. Imens vi spiser, føler vi os som små fugle der spiser korn…pik, pik.. kigger op.. pik,pik, pik.. kigger op….en mærkelig fornemmelse, pludselig at være en ret på et dyrs menukort. Efter maden bliver alt emballage, tandpasta, solcreme og mad pakket ned i containeren, og gemt ca. 100 meter fra teltet. Bamserne har en fænomenal lugtesans, og mad i teltet, kan blive dit livs største fejltagelse.

Natten bliver lang, i de sidste dage er alt sprunget ud, og luften er fyldt med pollen, så jeg får ikke sovet meget den nat. Næste dag tager vi længere ind i parken, og ser blandt andet en elg med kalv, bjerggeder og flere Caribou. Vi beslutter os for at bestige en bjergtop, og kommer også langt op, men klipperne i Alaska er rådne, store stykker falder af, når vi tager fat, så vi lader fornuften råde denne gang, og vender om. På vejen tilbage, ser vi vores første grizzly bjørn, en kæmpe, der er i færd med at æde et eller andet, vi går en stor bue uden om…hvem hader ikke at blive forstyrret i sin frokostpause…. Klokken er 20.00 inden vi begynder at blaffe tilbage til Anchorage.

Talkeetna et tilfældigt stop på vejen

Vi får et kort lift af en klatre og står derefter på den mest øde landevej. Det er ved at være sent, så det kan blive svært at få et lift, men vi har teltet med, så vi tager det ikke så tungt. En time senere stopper et ungt par, omrokerer deres bagage og vi er på vej igen. Vi kommer et godt stykke, får nogle lokale historie, et par sandwich de har købt, og et par hundrede kilometer senere står vi igen på vejen.

Der er ca. 14 km. Til en by der hedder Talkeetna og vi vil forsøge at nå dertil. I samme øjeblik stopper en bil i modsatte retning og vender bilen, og spørg os, om vi vil have et lift. Utrolig folk kender os ikke, har ingen grund til at samle os op, og alligevel, møder man folk der gerne kører hele vejen tilbage for at sætte to fremmede af, en omvej på 45 minutter! Vores chauffør har 120 hunde, som han opdrætter og sælger. Vi får et par tips om fodring af hunde, og hvordan man vælger den rigtige hvalp.

I Talkeetna får vi en hurtig byrundtur og forsøger at finde logi på The Fairview Inn, der mere er kendt for sin bar end komfortable værelser. Vi træder ind i et lokale, røgen er tyk som ved en markbrænding, og stemningen minder mest om en Robin Williams koncert, bortset fra at teenage pigerne er skiftet ud med mænd, der alle er et studie i råstyrke og har fuldskæg.

For enden af baren er der malet et kæmpe billede af bjerget Mount McKinley eller Denali, som de lokale kalder bjerget. Små flag på billedet, vidner om de forskellige ekspeditioners triumfer, i kampen om at nå toppen af Denali. I loftet hænger skindet fra en grizzly og toner af Cat Stevens skratter fra barens jukeboks.

Fairview Inn er en historie i sig selv, og har været mødested for bjergbestigere siden 1923, og at dømme fra indretningen, er der ikke blevet ændret på stilen siden baren blev bygget. Vi bestiller et par store fadbamser, da det ikke virker som stedet hvor man bestiller en Pinacolada. Vi suger stemningen og ….øllet til os – på den ene side af baren står et tysk hold bjergbestigere, der lige er kommet ned fra Denali, Nord Amerikas højeste bjerg. På den anden side af baren står et amerikansk hold, der også succesfuldt har besteget det 6194 meter høje bjerg, så der er alt mulig grund til at fejre.

Baren har fem værelser, og vi synes, at det er praktisk at leje sig ind her. Et par drinks for meget, op ad trappen, og som en ekstra bonus nyde stemningen nede fra baren til kl. fem om morgenen, også på en onsdag!
Uden penge…

Lettere udhvilet, har vi taget det bedste smil på, og forsøger igen at appellere til forbipasserendes godmodighed. Inden længe er der bid, en ældre dame der har en hestefarm, og som arbejder med problematiske teenager, der søger et fast holdepunkt i tilværelsen, samler os op. Endnu en spændende historie, og en verden der indtil nu, har været os ukendt. Vi bliver sat af, og i det øjeblik bilen forsvinder ud af syne, opdager jeg at min pung er røget ud af lommen og kører væk med vores lift…arrrggg.

Forsættelse følger…….får jeg min pung igen, kan man slå sit telt op på en færge, møder jeg nye spændende mennesker, finder jeg en bil der kan klare The Pan American Highway, holder min næse aldrig op med at løbe……jeg ved det ikke, men finder ud af det inden for den næste uges tid.

Vive Mexico!

Written by Kasper on . Posted in Rejsedagbog

Skrevet af Kasper Trojlsgaard

I skrivende stund sidder jeg i Cuyutlan i Mexico, en lille søvnig badeby, der har sin højsæson i December måned. Det er juli måned, parasollerne er slået ned, og byen er gået i hi, indtil turisterne om fem måneder igen rykker ind, og vækker byen til live. Det er et dejligt sted, her hviler en ro, og bølgernes brusen er det eneste der forstyrrer stilheden…..Hvis jeg vel og mærket ikke havde valgt, at tilbringe aftenen i baren på Hotel Fenix. Hotellet ejes af en ældre amerikaner, der styrer stedet iført hawaiiskjorte, og med en marqarita i den ene hånd. Han siger ikke meget, men lader sig dog rive med af musikken, når han i ny og næ kender teksten til blues musikken, der spiller fra barens højtalere.

Med andre ord, det er det perfekte sted at fordøje oplevelserne fra de sidste to måneder. Jeg bestiller en Cuba Libre i baren, og forsøger at finde ord der dækker indtrykkene indtil nu, det lykkes ikke. Det er i dag præcis to måned siden, jeg startede Pan-America Ekspeditonen i Alaska, og når jeg kigger tilbage på rejsen, føler jeg mig overvældet. Der er en eller anden tilfredsstillelse i at bevæge sig henover landjorden, i stedet for at opleve verden i små usammenhængende bidder. Det er som at se en film i sin helhed, i stedet for små afsnit, hvor du alligevel aldrig får set dem alle.

I dag har jeg kørt gennem frodige bjerge i regionen, med kokospalmer svejende langs vejen, små mexicanske byer, der ligger øde hen, når solen står højest og folk holder siesta. For bare to måneder siden, frøs jeg i min sovepose i Alaska og var omgivet af arktisk tundra. Det er en mangfoldig verden vi lever i, og jeg føler mig privilegeret over, at opleve den.

Tour Culture Adventure gennem Mexico

For snart to uger siden, rullede vi over den Mexicanske grænse ved Tijuana, og når jeg siger vi, så mener jeg Wim fra Belgien og Steffen fra Danmark, som lavede sin billet om for at følge karavanen et stykke ned gennem Mexico. Jeg samlede begge to op i San Francisco, og holdet har nu været sammen de sidste 14 dage, 24 timer i døgnet. Det kan til tider være hårdt, at tilbringe så meget tid sammen med fremmede, du aldrig før har set, man lærer en god position tolerance, og også, at det er vigtigt, at tage nogle dage, hvor man laver noget hver for sig, og dyrker sine forskelligheder.

Nå, tilbage til Tijuana. Ved grænsen oplever jeg, at vi nu ikke længere er i den vestlige verden. Det tager det meste af formiddagen, at få formaliteterne i orden på grund af bilen. Først kører vi over grænsen uden problemer, derefter skal vi have lavet forsikring på bilen, visum fordi vi er i egen bil, som selvfølgelig skal betales et andet sted i byen. Herefter skal vi have taget kopier af alle blanketterne (et nyt sted), hvorefter vi går til et motorkontor, hvor vi udfylder en indførelsesblanket på bilen. Endelig kan jeg sige “hasta la vista” til skrankepaverne, og med de nyerhvervede tilladelser i hånden, tænker jeg, at det nok skal blive “sjovt”, at krydse yderligere ti grænseovergange den næste tid.

Jeg når lige at kigge mig omkring i Tijuana der ligger klods op af den amerikanske grænse og som er legendarisk for sit natteliv. Tijuana besøges dagligt af tusindvis af amerikanere, der ønsker sig en billig brandert og selskab af let levende damer, der sælger deres ydelser for amerikanske dollars. Snart sidder jeg i bilen på vej mod det autentiske Mexico, hvor befolkningen lever uden påvirkning fra “Big Brother” mod nord.

Vi vælger at køre indover fastlandet, i stedet for ned langs Baja Californien, hvor vi på et tidspunkt bliver nød til at tage en dyr færge, for at komme tilbage til fastlandet. Eneste ulempe ved den valgte rute er, at vi skal krydse Al Tar ørkenen for at komme sydover, og som ikke er det mest gæstfrie område på denne jord.
Landskabet ændrer sig langsomt, og vegetation bliver mere og mere sparsom, som vi bevæger os ind i landet. Vores første overnatning i Mexico bliver i Mexicali, alene fordi mørket sænker sig, da vi når bygrænsen. Det er lørdag aften, og selv om vi er midt i en glohed ørken, satser vi på, at folk også her går ud for at møde venner.

Vi spørg os omkring, og lader os fortælle at Terrecas er byens hotteste bar, så med en frisk t-shirt gør vi vores entre. Det er tydeligt, at vi ikke længere er i Tijuana, da vi er de eneste hvide i baren. Folk ser en smule skulende ud, og forveksler os med gringoes, som er betegnelsen for amerikanere. Amerikanere er ikke vellidte i Mexico, da mange mexicanere er af den opfattelse, at USA har for stor økonomisk magt i Mexico. Vi kommer i kontakt med nogle lokale, og da vi fortæller at vi er fra Europa, bliver tonen pludselig helt anderledes, og en stor gruppe mexicanere samler sig omkring os, og snart udvikler aftenen sig, og vi ender med at danse til stedet lukker.

Al Tar ørkenen

Selv ikke hotelejerens entusiastiske beretninger om Mexicali og stedets store attraktion, en plante der kun findes i Mexicali, og som kun lever en sæson for derefter at dø, kan få os til at blive dette sted. En hård dag venter, foran os ligger Al Tar ørkenen, og det bliver lidt af en prøvelse. Vi sørger for, at medbringe rimeligt med vand og krydser ellers fingre for, at bilen klarer turen. Med nedrullede vinduer begiver vi os ud på ørkenvandringen, hvor min gamle Jeep fra 1986 gør det ud for kamelerne. Som dagen skrider frem, og solen får mere kraft, gisper vi efter køligere himmelstrøg. Vi passerer bil efter bil, der holder i vejkanten og som ikke klarede turen. Vi presser ikke den gamle “dame” og sørger for at holde en lille siesta i ny og næ.

Jeg måler temperaturen, og mit termometer viser 49 grader celcius. Sjovt nok finder jeg sceneriet fantastisk, kaktusser der rejser sig ti meter høje, dominerer landskabet, og som prikken over iét svæver der et par gribbe på himmelvævet. Jeg benytter lejligheden til at checke vandressourcerne i en kaktus. Det er ikke ligefrem, som at åbne for en vandhane når man skær i en kaktus, og jeg er glad for, at der stadig er vand i feltflasken. Efter ti timers kørsel går dagen på hæld, og solens sidste stråler forvandler hele ørkenen til en farvepalet i de smukkeste varme farver. Jeg fascineres gang på gang over steder som dette, hvor livsbetingelserne er yderst sparsomme, og hvor planter og dyr alligevel tilvænner sig forholdene.

Hen under aften ruller vi ind i en lille by der hedder Santa Ana, og det bliver vores stop for natten….et anderledes stop vel og mærke.

Hanekamp og 150 pesos rigere

Inden vi går til køjs, går vi omkring byens Zocalo, der er byens torv og samlingssted for de lokale. Det er altid sjovt at stoppe i disse byer, der ikke er nævnt i nogle guidebøger, og hvor de ikke hver dag får besøg af tre blege europæere. Der går aldrig længe inden nysgerrigheden driver de lokale hen, for at spørge hvor man kommer fra, heller ikke her i Santa Ana. Snart ved hele torvet hvor vi kommer fra, og vi bliver hilst med smil af alle vi møder. På vejen tilbage til vores logi, går vi forkert og ender på en mørk, mørk vej.

Fra en døråbning hører vi råb og marriachi musik, første tanke er, at der bliver holdt bryllup, og vi går lidt nærmere for at få et glimt af brudeparret. Det er ikke bryllup! Vi bliver hevet inden for, og trukket igennem mængden af hujende mennesker, der alle er opslugt af noget der finder sted under et halvtag, hvor et par flimrende neonrør udgør belysningen. Vi befinder os til hanekamp.

Arrangementet har tydeligvis været i gang et stykke tid, stemningen er opløftet, og flere af tilskuerne har allerede fået mere end rigeligt. En lille mexicansk mand står i den lille arena og taler i en mikrofon, i samme arena står fire aldrende mænd og spiller den klassiske mexicanske musik, som kaldes for marriachi. Ikke mange høre efter hvad der bliver sagt, for blikket er rettet imod de nyankomne, som tydeligvis ikke er fra egnen. Et par lettere berusede mænd mumler et eller andet med “gringoes”, vi svarer “no gringos, estamos de Europa”, og igen oplever jeg, at stemningen bliver betydelig mere venlig. Vi taler med et par yngre mænd, hvor den ene pludselig tager mikrofonen fra denne lille mexicaner, og præsenterer os, samtidig med, at han opfordre til en sang. Jeg stivner, ikke så meget på grund af sangen, men mest fordi, den eneste sang jeg pludselig kan huske teksten til er “på en resteplads i Kesi” af Johnny Madsen. Heldigvis griber den lille mexicaner ind igen, og jeg slipper denne gang. Jeg lover mig selv, at jeg til en anden god gang har en lidt mere original sang klar til lejligheden.

En mexicaner griber fat i mig, og det er tydeligt hvad han vil. Han vil spille på næste kamp, jeg forsøger at forklare, at det er min første hanekamp, og faktisk bryder jeg mig slet ikke om hanekamp, men til sidst indvilliger jeg. Jeg afleverer 100 pesos, og studerer de to kamphaner. Der er et eller andet ved den røde hane, jeg ved ikke om det er blikket hanen giver mig, eller om det er intensiteten omkring ejeren af hanen der gør, at jeg siger “rojo”. Spillemændene spiller op igen, og ejerne sliber knivene der bliver fastgjort til kamphanernes sporer, dette er ikke bare en kamp, men en kamp på liv og død, hvor vinderen er den hane der til sidst er i live. I et kort øjeblik inden kampen starter, falder der ro over hele stedet, de sidste væddemål er indgået, og alles blikke er rettet mod de to gladiatorer, der nu stirrer hinanden direkte i øjnene. For en kort stund står tiden stille, alle holder vejret, og pludselig udløses klimakset, hanerne bliver givet fri.

En kamp på liv og død udspiller sig nu i savsmuldet, tilskuerne læner sig ind over rækværket, og stemningen er på kogepunktet. De to haner kan tydeligvis ikke lide hinanden, og alle kneb bliver taget i brug for at gøre det af med den anden. Jeg mister hurtigt overblikket over, hvilken hane jeg har spillet på, og i løbet af 30 sekunder er kampen afgjort, den ene hane ligger meget stille….den er død. Jeg aner ikke om det er min hane der har vundet, men pludselig stikker mexicaneren mig 200 pesos i hånden – jeg har vundet.

Det var aftenens anden sidste kamp, og vi beslutter for at blive til det slutter. Ind i arenaen træder en gusten udseende mexicaner med sin kamphane i den ene hånd og en dåseøl i den anden. De er et studie i ondskab, ejeren af hanen, tager en slurk af sin øl, og sprøjter det ud over hanen, for at hidse den op. Der går en rum tid inden der findes en udfordrer til den sidste kamp. I mellemtiden hygger folk sig, der bliver drukket og snakket ivrigt om aftenens kampe. En meget fuld mand er ved at vælte ind i arenaen, folk griner, og manden bliver ført bort.

Endelig melder der sig en udfordrer til aftenens sidste kamp. Igen forbereder ejerne deres haner til kampen, der bliver indgået væddemål, og jeg indvilliger i, at give mexicaneren fra før, chancen for at vinde sine penge tilbage. Denne gang vælger jeg at spille på hanen med den gustne ejer, et eller andet siger mig, at denne hane ikke bare er blevet opdrættet for at hilsen solen velkommen hver morgen. Det mexicanske orkester spiller op, og snart bliver hanerne givet fri. Denne gang holder jeg nøje øje med min favorit. De ryger i totterne på hinanden, og det hele ligner mest af alt en pudekamp, hvor fjerene flyver rundt i luften. Kampen trækker ud, den er jævnbyrdig, og hanerne begynder at vise træthedstegn, men nej, hvad er nu det…min hane ligger nederst og den ligger stille. Der bliver helt stille omkring arenaen, alle holder vejret…..er kampen virkelig afgjort? Nej, den blinker stadig med øjnene. Det næste øjeblik, finder den de sidste kræfter frem, med et har de to haner byttet plads, og den anden hane får dødsstødet, den er færdig. Utrolig, igen har jeg vundet. Jeg har det lidt dårligt med mit begynder held, og tilbyder at annullere væddemålet, men min mexicanske ven vil ikke høre tale, og giver mig pengene.

Der er optræk til slagsmål på nogle af tilskuerpladserne, det er åbenbart ikke alle der var tilfredse med slutningen på den sidste kamp, så vi fortrækker så småt, en oplevelse og 150 pesos rigere.

Efter yderligere et par dage på vejen, bliver landskabet mere frodigt, og vi ankommer til byen Los Mochis.

Hos den mexicanske kommandant

I Los Mochis tager vi ned på banegården, for at købe billetter til en af verdens efter sigende smukkeste togture, nemlig turen igennem Cobber Canyon. Cobber Canyon er en velforvaret hemmelighed, som kun besøges af ganske få mennesker, på trods af at stedet er tre gange så stor som Gran Canyon i USA. Ved billetlugen kommer vi i snak med Esperanza og Lene. Lene er fra Danmark og har tidligere boet hos Esperanza under et skoleophold. Esperanza spørg hvor vi bor, og da vi endnu ikke har noget sted, inviterer hun os til at bo hos hende. Vi takker ja, og inden længe sidder vi i hendes køkken og spiser frokost.

Vi trænger til at få vasket vejstøvet af os, og kører til den nærmeste strand. På vejen tilbage stopper vi ved en grotte med tusindvis af flagermus, og her var vi nær blevet, da jeg har svært ved at starte bilen, da vi skal derfra. Det er en gammel bil, men den har ikke voldt mig problemer indtil nu, så det bekymre mig lidt.
Tilbage hos Esperanza er hendes mand nu kommet hjem. Han hedder Alberto og er kommandant for politiet i Los Mochis. Det er tydeligt, at vi er havnet hos det bedrestillet borgerskab i Mexico. Huset de bor i er nydeligt, og Esperanza arbejder ikke, men sørger for at alt derhjemme er ordentligt, og når hun har tid, så arbejder hun med velgørende formål. Alberto går på pension i år, og de glæder sig, da de er ved at være trætte af at flytte rundt på grund af Albertos arbejde. Regeringen forsøger virkelig at gøre noget ved korruption indenfor politiet, og en af måderne er, at flytte rundt på højtstående politifolk, så de ikke får oparbejdet et netværk til det kriminelle miljø.

Desværre er der lang vej, da politiet er dybt involveret i kriminaliteten i Mexico. De fortæller, at der er meget narko i Los Mochis, men ingen gør noget, da levetiden ofte er kort for dem der forsøger at rydde op i egne rækker.

Held i uheld

Vi beslutter os for at kigge os lidt omkring i Los Mochis, og parkerer bilen i centrum. Da vi skal derfra, sker det jeg har frygtet, bilen vil ikke starte. Jeg forsøger at få liv i bilen igen og igen, men intet sker. Heldigvis kører Alberto tilfældigvis forbi, og kommer os til undsætning. Han siger, at vi ikke skal tænke mere på bilen, men tage hjem og få noget søvn, så vi er klar til togturen i morgen. Puha, jeg havde ellers set vores lille ekskursion gå i vasken, men igen overraskes jeg over den hjælpsomhed jeg har mødt under hele turen. Jeg har lige mødt disse mennesker, bliver inviteret til at bo hos dem, får mad, og nu vil de sørge for at min bil bliver repareret, utroligt.

Cobber Canyon

Vækkeuret ringer klokken 04.00 og vi siger farvel og på gensyn til Esperanza, der er stået op, for at smøre sandwich til togturen. Vi har besluttet at forkæle os selv oven på strabadserne den sidste tid, og har bestilt 1. klasse på toget til Divisadero, hvor vi vil bruge et par dage. Kl. 06.00 lyder fløjten på perronen og toget sætter i bevægelse. Togturen er uden tvivl den smukkeste jeg har kørt, og toget slider sig langsomt over bjerge, dybe kløfter, tunneller og igennem små støvede landsbyer. Efter et par timer på skinnerne kommer kokken ind i vores vogn, ringer med klokken og annoncerer, at nu er morgenmaden serveret. Efter ni timer når vi vores mål, Divisadero, der udover stationen, nogle få Harmarta indianere og Cobber Canyon ikke har meget at byde på, præcis som vi gerne vil have det.

½ times gang fra stationen finder vi en Cabana, der i dette tilfælde er en lerklinet hytte. Udover en el-pærer i loftet og en seng, er der ikke noget i rummet, men den manglende komfort opvejes rigeligt af stedets atmosfære. Hytten har vi lejet af en lokal familie, hvor tre generationer driver et lille landbrug, og hvor vores hytte er et supplement til husholdningen. Vi spiser i familiens køkken og får lidt at vide om området, og forstår nu bedre, hvorfor kun få turister finder vej til dette sted. I årevis har regeringen lovet, at landsbyen vil få leveret vand, men endnu har de ikke set den første vandvogn, så alt vand hentes til fods. Derudover findes der ingen ordentlige kort over Cobber Canyon eller afmærkede stier, så alt færden i slugterne forgår med en vis risiko for at fare vild. Sønnen i huset er vokset op i området, og kender området, så vi hyrer ham som guide den følgende dag.

Tidligt næste morgen begiver vi os ned i slugten, som floden igennem millioner af år har brugt på at forme. Stedet er enormt, og vi begiver os ned ad, for at udforske dette vidunder skabt af naturens egen hånd. Vi møder ingen andre turister hele dagen, kun nogle få landmænd og harmarta indianere der har valgt, at kalde dette sted deres hjem. Stedet er alt andet end gæstfrit, varmen er kvælende, ikke kun for os, men også for de få mejsplanter der skriger på vand. Vi passerer nogle få vandhuller, og alt liv ser ud til at have søgt tilflugt til disse pytter, der også snart vil være udtørret. Udover vandbiller og haletudser, ser vi også fire slanger der ligger til afkøling i vandet.

Uden en dråbe vand tilbage, når vi op ad kløften igen, og er enige om, at juli måned ikke er den bedste måned at udforske Cobber Canyon, det er simpelthen for varmt. Udsigten over Cobber Canyon kan dog nydes året rundt, og togturen er fænomenal. På vejen tilbage i toget, begynder det at regne, regntiden er endelig kommet og jeg sender en venlig tanke til indianerne i kløften.

På vejen igen

Tilbage i Los Mochis ringer vi på døren hos vores ven kommandanten, og venter spændt på nyt vedrørende bilen. Gudskelov er den klar igen. Starteren er repareret, jeg har fået nye nøgler og bilen er blevet afhentet. Jeg venter spændt på regningen, og tror dårligt mine egne øre, da jeg bliver præsenteret for en regning på under 200 kroner, igen har heldet tilsmilet ekspeditionen. Som tak for gæstfriheden og hjælpen, giver vi Esperanza og Alberto en stor buket blomster og chokolade, inden vi tager afsked og forsætter syd på.

Chile en lille smule nærmere

Alt ting tager længere tid end beregnet. Jeg havde regnet med at tilbagelægge flere kilometer end vi gør, men jeg må se i øjnene, at forholdene er anderledes her, end hvad jeg er vant til. Tusindvis af vejbump, krydsende kvæg, heste, hunde, mennesker, huller i vejene, langsom trafik, bjergkørsel, militære kontrolposter, listen er uendelig lang over faktorer der spiller ind på tidsplanen.

Vi lægger dog langsomt men sikkert by efter by bag os, Manzalan, Tepec, Puerto Vallarta og Acapulco, hvor vi siger farvel til Steffen, der skal retur til Danmark. I Acapulco benytter vi lejligheden til at se, de lokale vovehalse springe ud fra 35 meter høje klipper, direkte i bølgen blå.

Vi forsætter syd, overnatter i små landsbyer, hvis navne jeg allerede har glemt. Først i Zipolite gør vi holdt, hvor vi som alle andre, smider os i en hængekøje, og ellers får det meste af dagen til at gå med, at kigge udover havet.

Efter en overnatning i Zipolite, rejser vi videre til Puerto Angel, hvor vi skal bo hos Wim´s ven Pitche, der er fisker og har et lille hotel. Vi bliver hjertelig modtaget, og efter at have fortalt om vores rejse, aftaler vi, at vi skal med ud og fiske næste dag.

Den fiskende operasanger

Klokken 05.30 bliver vi vækket af Pitche, der har lovet at tage os med ud for at fiske sværdfisk. Med morgenhår og søvnen siddende i øjnene, begiver vi os ned til stranden, hvor de andre fiskere allerede er i fuld gang med at skubbe deres joller i vandet. Vi giver en hånd med, og får de sidste både i vandet. Det er endnu mørkt da vi sejler ud i Stillehavets blå favn, men vi vil af sted inden det bliver for varmt. Efter godt 45 minutter når vi positionen, som Pitche har valgt at prøve lykken fra. Metoden som bruges til at fange disse sværdfisk, er unik for Puerto Angel, og ifølge Pitche det eneste sted metoden er i brug. Måden det foregår på er ret enkelt. Først bindes en line fast til en plasticdunk, og derefter fast til en krog, som bliver stukket igennem en levende fisk. Herefter bliver det hele kastet overbord. Hele proceduren gentages ti gange, hvorefter det bare er at vente på, at en sværdfisk hopper på krogen.

Vi venter en times tid, men intet sker, med undtagelse af tre delfiner der passerer forbi vores båd. Jeg har været tidligt oppe, og havets vuggen har gjort mig søvnig, og et øjeblik drømmer jeg, at jeg er ombord med de tre tenor……jeg åbner øjnene og ser Pitche synge udover havet. Han har en vidunderlig stemme, og det er et fantastisk syn, at se Pitche iklædt sin fodboldtrøje, imens han står der i morgensolen og træner sin stemme. Jeg havde fået fortalt, at han kunne synge, og at han ofte bliver inviteret ud for at optræde med sin stemme, men at sidde her i en åben jolle på Stillehavet, og lytte til hans sang, det er stort.

Hans sang forstummer, og igen kigger han med sit trænede blik udover havet.
Om det er sangen der giver bonus ved jeg ikke, men en af plasticdunkene har flyttet sig. Vi starter motoren og sejler hen imod dunken, der nu tydeligvis er i bevægelse. Et eller andet stort har taget vores madding, for dunken bliver trukket under overfladen, for derefter at komme op igen. Vi afventer spændt, da havoverfladen pludselig brydes og en ca. to meter lang sværdfisk kommer til syne. Den kæmper en brav kamp, men det nytter intet, krogen sidder fast, og langsomt tappes fisken for kræfter. Med de bare næver, begynder Pitche at hive kæmpen ind, der stadig laver nogle sværd slag, og i en lille jolle, virker det hele ret dramatisk, men Pitche har fisket igennem et helt liv, og snart har vi hevet fisken ombord.

En times tid senere, hiver vi de sidste dunke ind og vi tager til takke med en sværdfisk, eller det vil sige vores egen sværdfisk. På vej mod land ser vi nemlig endnu en sværdfisk bryde vandskorpen, Pitche vender båden og sejler i retning af fisken. Vi ser, at den har bidt sig på en krog, og at den nu trækker af sted med en plasticdunk, men der er ingen fiskere i nærheden….eller er der. Jo, i det fjerne ser vi en jolle, men fiskeren har ikke opdaget, at han har bid, og dunken er trukket ud af hans synsfelt.

Jeg iagttager Pitche, og aner hvad der er på færre, han har i sinde at snuppe fisken, selv om den tilhører en anden. Han går i gang med at hive fisken ind, og igen udkæmpes der en brav kamp, selvom udfaldet er kendt på forhånd. Imens vi kæmper med fisken, har jollen i det fjerne opserveret, at der er noget i gærde, og sætter kurs mod os. Jeg bliver hurtigt instrueret i, hvordan jeg skal forestille at fiske med line fra båden, så den hastigt nærmende jolle ikke skal fatte mistanke om vores ugerning. Det lykkes, efter at have iagttaget os et stykke tid, vender jollen om, og vi hiver endnu en sværdfisk ombord. Pitche griner lidt over fangsten, og siger at det er meget almindelig, at fiskerne stjæler hinandens fangst, og det nu var hans tur.

Solen er nu kommet på himlen, og vi ser flere havskildpadder komme op til overfladen for at nyde solens stråler. Jeg beslutter mig for at tage en dukkert og springer i vandet ved siden af en stor havskildpadde, jeg tager fat i skjoldet og bliver trukket et lille stykke, inden jeg må slippe, og den forsvinder ned i dybet.

Et stykke fra land, fjerner vi indvoldene fra fangsten og kaster dem i havet. I det samme springer en stor flot Dorado op af vandet. Det er en meget delikat spisefisk, og med et snuptag har Pitche, sat et fiskehoved på en krog, og kastet en line i vandet. Et hug, og der er bid! Det er en livlig krabat, og den gør alt for at få sin frihed igen. Vi får den hevet ombord, men den er så vild, at vi må smide den tilbage i vandet igen, til vi har tappet den for de sidste kræfter, og endelig kan hive den op i båden. Doradoen er en sjov fisk, for de svømmer altid rundt to og to, og er sammen med den samme partner livet igennem. Lidt trist at tænke på, at dens livs kærlighed nu svømmer rundt alene.

I land holder folk allerede klar med deres trillebøre og venter på dagens fangst, fangsten er nemlig altid solgt på forhånd. Dog beholder vi Doradoen, som vi tager med hjem til Pitches familie. Pitches kone bliver glad for fangsten, og snart har hun tilberedt fisken, som udgør et herligt morgenmåltid.

Adios Mexico

Efter tre dage i Puerto Angel siger vi farvel til Pitche og hans familie, tilbage har vi kun to dages kørsel til Guatemala. Det har taget os tre uger, at køre fra det nordligste Mexico til det sydligste, en rejse som har givet et fantastisk indblik i dette lands mangfoldighed, og alligevel kun løftet sløret for en lille del af, hvad Mexico har at tilbyde.

Vi befinder os i nu i Mexicos fattigste region Chiapas, der også er en del af Maya ruten, der strækker sig ned igennem Guatemala og Honduras. Klimaet er tropisk, vulkaner rejser sig i horisonten, og vi ser ofte maya indianerne i deres farverige klædedragter, et lille fingerpeg om, hvad der venter mig i Guatemala. I Guatemala skal jeg også møde min kæreste, der er meget at se frem til. Tilbage strækker jeg min dovne krop og tænker “la vida pura” – livet er herligt!

Rejsedagbog fra Tanzania

Written by Kasper on . Posted in Rejsedagbog, Tanzania

Så er jeg netop hjemvendt fra det fantastiske kontinent Afrika, mit yndlingssted i verden der er gået lige i mit blod.

Jeg valgte at tage til Tanzania denne gang, da jeg blandt andet gerne ville ned og se hvor hårdt det er at bestige Kilimanjaro. Jeg ville også gerne til Ngorongoro og Serengeti igen og samtidig se hvordan Zanzibar tager sig ud i år 2005.

Nairobi (Kenya)

Vi startede med at flyve til Nairobi over London – og da vi ankom til Nairobi om aftenen, indlogerede vi os på det smukke kolonialske hotel The Stanley, det var som at træde tilbage i tiden at gå ind gennem svingdøren, og vi kunne ikke andet end at nyde de smukke gamle træmøbler, søjler, billeder og stemningen fra en svunden tid.

Vi tog allerede af sted til Arusha næste morgen, men ellers kunne vi have nydt den smukke udendørs poolbar/restaurent som ligger på hotellets 3 sal.

Arusha

Vi tog med Rivershuttlebus fra hotellet og direkte til Arusha en køretur på 4-5 timer igennem det Afrika som jeg elsker, det er som at sidde og se National Geografic at kigge ud af vinduerne og tiden og tankerne flyver af sted. Da vi ankom til Arusha i Tanzania efter at have krydset grænsen fra Kenya, blev vi modtaget af det selskab som skulle hjælpe os med at bestige Kilimanjaro og som også skulle tage os med på Safari.

De modtog os på endestationen ved Hotel Meru (opkaldt efter Mount Meru som man kan se fra Arusha og som er ca 5 km højt) – vi blev indlogeret på Hotel Jacaranda og blev opdateret på vores Safaritur (5 dage 4 nætter) og vores Kilimanjaro tur (6 dage 5 nætter) – ellers havde vi resten af dagen til at gå rundt i byen på egen hånd.

Safari

Vi blev afhentet dagen efter for at påbegynde vores Safari, vi blev afhentet i en Jeep hvor der max er 4 passagere, samt en kok og en chauffør/guide. Vi var kun 2 passagere så vi havde rigeligt plads i bilen.

Safarien vi var på, var en telt safari, hvor man sover i telt på 3 forskellige campingpladser. Man får serveret alle måltider, som består af en dejlig morgenmad med frisk frugt og æg, en frokost med kylling og grøntsager og en 3 retters aftenmenu, lad mig sige det med det samme, man går ikke sulten i seng!

Vi kørte først mod Lake Manyara Nationalpark, hvor vi ankom ved frokost tid. Vi spiste frokost på campsiten, som lå på kraterkanten til Lake Manyara nationalpark, man havde således en fantastisk udsigt ud over parken.

Derefter kørte vi ind i parken og var der i 4 – 5 timer parken er kendt for sine træklatrende løver, som vi så. Vi så også store elefantflokke, en gepard, flodheste, bavianer, giraffer, zebraer og mange andre dyr.

Vi spiste dejlig aftensmad i campen, før vi gik tidligt til ro i vores opslåede telt, hvor man sover på 5 cm tykke madrasser.

Dagen efter gik turen mod Ngorongoro Conservation Area – som både indeholder Ngorongoro krateret og Serengeti sletten. I Ngorongoro Conservation Area lever Masai stammen også. Det var oprindelig deres land inden det blev til en National Park. Da Masaierne lever af husdyr såsom geder og køer og ikke, ifølge deres traditioner og kultur spiser vilde dyr, er der fin harmoni mellem dyr og mennesker i området. Der lever naturligvis ikke mennesker i krateret eller i Serengeti.

Vi kørte forbi krateret og ind i Serengeti hvor vi tilbragte de næste 2 nætter, på Pimbi Camp. Det er en camp der ligger inde i Serengeti, den er primitiv men velfungerende – vi sov atter i vores telt, som er stort til 2 personer, og maden var delikat, fantastisk hvad vores kok Rafael kunne trylle frem.

Dagen efter kørte vi rundt i Serengeti, vi så løver, leoparder, geparder, hyæner, gnuer og Zebraer, ja vi så alle de dyr som er med i løvernes konge og som man har drømt om siden man var barn og så dem i fjernsynet, de var der alle sammen, der lige foran en, det var så uvirkeligt og alligevel så virkeligt. Lydene, varmen, støvet og vigderne gjorde det sandsynligt at det var sandt.

Vi sov en dag mere på Pimbi camp og kørte den næste formiddag igen rundt på Serengeti sletten, i et andet område, hvor der var flodheste og krokodiller og alverdens andre dyr, vi så atter løver og geparder og sågar en hyæne med et Zebraben i gabet – det var endnu en fantastisk dag. Vi kørte efter frokost ud af parken, og mod Ngorongoro krateret.

Vi overnattede på en skøn camp på krater kanten der hed Simba camp – den ligger med udsigt ud over krateret, og udsigten fra teltet var storslået.

Vi spiste endnu en super 3 retters menu fra Rafaels hånd inden vi endnu engang gik tidligt i seng. Næste morgen stod vi tidligt op, spiste morgenmad og så var vi klar til Krateret. Vi var en af de første biler der kørte derned, hvilket gjorde det til en fantastisk morgenstund, vi havde håbet på at vi kunne nå at se løverne jage, men da vi stødte på en løveflok havde de allerede nedlagt en gazelle, som de var ved at være trætte af at spise – så vi så løverne slå mave, mens jakaler, hyæner og grippe tog sig af resterne.

Vi fik fuldendt vores big five (løve, leopard, bøffel, elefant og næsehorn) – da vi i krateret så et stort flot næsehorn vandre majestætisk forbi flokkene af gazeller og antiloper. Der var også tusindvis af flamingoer der lyst op i det smukke landskab.

Ved frokosttid forlod vi krateret, spiste frokost og kørte tilbage mod Arusha hvor vi blev atter blev indlogeret på hotel Jacaranda. Vi fik et tiltrængt bad (man bliver meget støvet på en safari) og slappede af inden vi nød en kold Safari pilsner i baren.

Kilimanjaro

Dagen efter var det tid til at skulle bestige verdens højeste fritstående bjerg Kilimanjaro. Vi havde besluttet os for Machame ruten (whisky ruten) – hvor man overnatter i telt frem for i hytter som man gør på Marangu ruten (Coca Cola ruten). Turen var på 6 dage 5 nætter og startede ved at vi blev hentet på hotellet om morgenen og kørt til Machame gate som ligger i 1850 m.

Efter indtjek og baggagevejning (bærerne må højst bære 30 kg, vi bar selv vores vand ca 4 liter og vores regntøj), begynder man at gå pole pole (langsomt langsomt) vi gik 3 – 4 timer op til Machame camp i 3000 m højde, hvor vi overnattede den første nat.

Vi spiste en 3 retters menu til aftensmad i et opstillet messetelt (det grønne og lilla telt på billedet). Vi spiste sammen med vores guide Ian og vores assistent guide Eric. Kokken og porterne spiste i køkkenteltet. Efter aftensmaden og en god snak om næste dags rute, traditioner og kultur i Tanzania, gik vi til ro i vores 2 mands telt.

Vi blev vækket ved 7 tiden hvor der var stillet 2 skåle varm vand foran teltet til lige at vaske os lidt, inden vi indtog vores morgenmad på et bord i det fri, vejret var skønt og vi havde en smuk udsigt til toppen af Kilimanjaro, hvor vi gerne skulle stå 4 dage senere.

Dagen gik mod Shira Camp i 3.840 m højde, det var en tur på 4 – 5 timer.

Vi spiste frokost undervejs og nød den smukke natur, vi ankom til campen ved en 15 tiden – og vi gik rundt og nød omgivelserne og slappe af med te og popcorn.

Næste dag kunne vi vælge om vi ville gå til Barranco camp som ligger i nogenlunde samme højde som Shira camp eller om vi ville blive i Shira en nat mere. Det vigtigste var at sove en nat mere i samme højde inden man begav sig op til Arrow Glacier camp i ca 4600 m.

Vi valgte på foranledning af guiden at blive en nat mere, men gå en tur hvor vi gik ca 400 m op før vi gik en anden vej tilbage til campen, på den måde skulle vi nedsætte risikoen for at få slem højdesyge.

Næste dag begav vi os så til Arrow glacier camp – der begyndte det at blive rigtig koldt og sne og da vi nåede frem til campen var det bare om at komme ind i teltet og ned i soveposen – vi fik bragt te, kiks og popcorn ind i teltet – det er om at få så meget føde indenbords som muligt, for det er ikke meget man har lyst til at spise når kvalmen (som uundgåeligt vil komme i den højde) begynder at banke på.

Det blev til en tidlig aftensmad, da vi allerede skulle op kl 23 igen for at begynde opstigningen mod toppen kl 24. Jeg kiggede ud af teltet op på toppen af bjerget og tænkte hvordan f…. skal jeg nogensinde komme derop! Der var gletchere, is, sne, og det var stejlt som en sort piste og så var der tilmed langt!

Nå men kl 23 fik vi havregrød og en kop te, og så var det ellers på med pandelampen og alt det varme tøj som vi havde i rygsækken hvilket også inkluderede vanter, for det var godt koldt. Kulden mærkede vi dog ikke så meget til, da det var hårdt og stejlt og det gav varme at arbejde sig op ad. Det var meget pole pole, da luften var meget tynd og det trykkede ved tindingerne og i nakken og man mistede meget hurtigt pusten, så det var 10- 15 skridt og så en lille pause.

På et tidspunkt skulle vi op af et meget iset stykke og isøksen måtte frem for at vi kunne finde fodfæste, der var ikke noget med reb eller steingeiser, det var vandrestave, gode støvler og egen fysik der skulle hjælpe en til toppen. Det var hårdt lad mig sige det med det samme, kvalmen gør en svimmel og det er svært konstant at sætte fødderne rigtigt for ikke at falde, og kvalmen gør også at der er mange der brækker sig – men langsomt nærmede vi os kratergulvet, jeg troede aldrig det kom, for hver gang jeg kikkede op var det “the never ending story” – bjerget blev bare ved og ved!

Pludselig var vi der og vi blev mødt af den største og mest blå glescher jeg nogensinde har set (det skulle vise sig at det langtfra var en største der var) – endelig langt om længe skulle vi ikke gå op af længere, men kunne gå lige ud ca 3 – 400 m hen til en lille lejr, hvor vi indtog en kop te, der for min venindes vedkommende hurtigt kom op igen. På det tidspunkt havde vi gået i 6 timer og vi var godt trætte, men mest lettede. Så manglede vi kun 200 m til toppen (Uhuru Peak), men det var op af igen, dvs ca 2 timer!!!!

Men vi nåede der op, vores guide, vores assistent guide, min veninde og jeg – det var hårdt og det var koldt på toppen, pludselig stod man stille og nød udsigten, tog billeder og følte sig stolt – der kunne man godt mærke at temperaturen var omkring de – 20 grader, men heldigvis blæste det ikke den dag, det var smukt vejr og handskerne blev taget af for de smukke udsigter måtte foreviges – men de kom godt nok hurtigt på igen når billedet var i kassen!

Så var der kun nedturen tilbage peace of cake tænkte vi, hvor svært kan det være – hmmm svært nok, når der lige er faldet 30 cm sne i løbet af de sidste 2 døgn og man har godt trætte ben. Nå men ned gik det (man ville ønske man havde taget et par bob ski med eller en bob slæde) – og efter 4 timer var vi nede ved Barafu camp hvor vi spiste vores frokost og slappede lidt af – det begyndte at regne og vi havde endnu 2 timers gang til den camp hvor vi skulle overnatte Mweka Camp. Vi besluttede at blive i tørvejr i en lille hytte, i campen, indtil regnen stoppede, da det er surt at blive gennemblødt når man i forvejen er træt og den lille ekstra pause var nok også meget godt for benene og kvalmen.

Endelig endelig endelig efter en dag hvor vi havde vandret i over 15 timer var vi fremme ved campen Mweka som ligger i 3100 m højde. Teltene var slået op (bærerne går meget hurtige end en selv så teltene er altid slået op når man kommer frem) – og det første vi gjorde var at købe en Cola og ligge os ind i teltet på langs – jeg har aldrig været så flad og det eneste jeg tænkte var – “jeg gør det aldrig igen” – det var fedt men det var hårdt og jeg har intet behov for at gøre det igen.

Den næste dag var vidunderlig, vi havde kun 2 timer ned til gaten og det gik gennem det smukkeste natur man kan forestille sig – den flotteste regnskov, og der var overskud til at nyde naturen og ikke blot tænke hvornår er vi der, som jeg havde gjort en del af timerne dagen forinden.

Da vi var nede ved Mweka gate, fik vi et certifikat på at vi havde været helt oppe i 5.895 m og så kørte vi ellers stolte tilbage til Arusha. Vi blev atter engang indlogeret på Jacaranda hotel og denne gang blev det ikke til en Safari øl i baren men en Kilimanjaro øl – den var velfortjent og smagte derefter.

Zanzibar

Stonetown
Så var tiden inde til ren afslapning – så hvorfor ikke tage til det eksotiske Zanzibar. Vi tog derfor en bus næste morgen til Dar Es Salam, tog ned i havnen og tog en flyvebåd til Stonetown på Zanzibar. Busturen fra Arusha til Dar Es Salam tog 8 timer og sejlturen tog små 2 timer.

Vi blev afhentet i færgehavnen og indlogeret på Coco De Mer hotel, hvor værelset vi skulle sove i havde de smukkeste koloniale senge. Sengene på Zanzibar er meget smukke.

Vi fik et langt tiltrængt bad efter den lange transport dag, og da det var blevet tid til aftensmaden, gik ved ned til vandet, hvor der er det skønneste madmarked – Forodhani Gardens. Der er opstillet et stort antal boder, hvor man kan få diverse friskpressede safter, sukkerrør, vandmelon, appelsin osv. Derudover kan man få grillspyd med alt hvad hjertet kan begære, jeg valgte kæmpe kingprawns og krabbeklør til den nette sum af 30 kr, det smagte vidunderligt. Stemningen på markedet var fantastisk, der er mange lokale der også spiser deres aftensmad der, så vi sad i flere timer og nød stemningen og atmosfæren – hvilket man kan gøre længe når det er 27 grader kl 21 om aftenen.

Næste dag var en arbejdsdag, hvor jeg var rundt og se på de forskellige hoteller i Stonetown. Jeg så vel en 20 hoteller i priskategorien 25 – 250 dollars pr person i dobbeltværelse. Eneste kriterium var at hotellerne skulle ligge centralt, således at man kunne gå rundt i byen.

Jeg så mange fantastiske hoteller, klart at pris og kvalitet hænger sammen, fx betaler man for at bo med havudsigt.

Hotel Tembo og Serena Inn er de mest luksuriøse hoteller, de er meget flotte og meget gennemførte og stilen er kolonial og med en fantastisk atmosfære og nogle skønne værelser.

Men jeg vil sige at selv Karibu Inn som koster ca 25 dollars pr nat har det et hotel skal have og ligger utrolig centralt.

Værelserne er pæne og rene, med toilet og A/C og morgenmaden er basic.

Stonetown centrum er ikke særlig stor, og det er en dejlig by at gå rundt i, der er en masse kultur og historie og de forskellige besættelsesmagter har sat deres præg. Mens vi gik rundt og så på hoteller, gik vi og beundrede det gamle fort, det gamle slavemarked de mange moskeer, den store katedral, ja der er mange smukke (nogle mere faldefærdige end andre) bygninger i Stone Town.

Nungwi
Sent på eftermiddagen tog vi op på Zanzibars nordkyst, vi tog op til byen Nungwi, hvor vi igen så på forskellige hoteller i forskellige prisklasser, endnu engang var der stor pris forskel på de dyreste og de billigste hoteller.

Vi valgte at indkvartere os på Amaan bungalows – som ligger 50 m fra vandet. Det eneste der ligger mellem værelserne og havet er restaurenten. Restaurenterne er bygget på pæle, da tidevandet er kraftigt på Zanzibar – dvs når man om morgenen sidder 7 meter over vandet, sidder man om aftenen kun 3 meter over vandet, så det er som at sidde på en tømmerflåde midt ude i havet.

Standen i Nungwi er afsindig smuk, og der gik ikke mange minutter før vi kastede os i de blå bølger, havde troet det ville virke svalende, men vandet var 28 grader – så det var ikke fordi det var koldt!

De næste 5 – 6 dage lavede vi ikke meget andet end at ligge på stranden, snorkle, dykke og spise det lækreste mad. Vi spise hummer (languster) for ca 50 kr for en hel hummer – og vi spiste grillede King Fish – spiste buffet på stranden ved bål, Nungwi er vidunderlig. Der er ikke mange restaurenter kun 4 -5 stykker, men de ligger alle ud til vandet, er atmosfærefyldte og serverer den skønneste mad.

Vi gik en tur hen til landbyen Nungwi village, vi gik langs med stranden hen mod fyrtårnet, men vi gik og samlede skaller, kunne vi se de lokale kvinden fange små fisk ved at gå i cirkel og tromme på lerkrukker, for derefter at omringe fiskene med deres net. Mændene ordnede deres både, eller rengjorde dagens fangst af King Fish og andre store fisk som de havde fanget ude på dybere vand.

Vi gik forbi et udendørs akvarium, man kunne ved højvande svømme sammen med den mere end 100 år gamle havskildpadde som de havde – men det var lavvande så det droppede vi.

Frokosten blev som regel indtaget på Baobab bungalows restaurent, da vi gjorde brug af de liggestole der var foran restaurenten. Det var skønt lige at gå op og få en sandwich eller en salat og en cola – da Coca Colaerne kun kostede 3 kr og det var en 30 – 35 grader varmt, blev de indtaget flere gange om dagen – ahhhhh.

Vi snorklede hver dag, bare fra stranden af – der var koraler, søstjerner, søpølser og masser af fisk lige fra strandkanten. Vi var også ude og dykke en enkelt dag, det foregik ved Memba Atoll – hvor man både kan tage på dykkertur og snorkletur. Der er ture dertil hver eneste dag og et dyk kostede 35 dollars.

Kendwa
Vi gik også en tur til Kendwa en dag. Der er kun 1-2 km langs stranden, og ved lavvande er der masser af strand at gå på, men ved højvande er det umuligt at komme tilbage langs stranden (fandt vi ud af). Vi blev fanget og måtte tage en båd tilbage…………….sådan kan det gå når man ikke vender om i tide.

Stranden i Kendwa er endnu smukkere end Nungwi. Den er bredere og der er flottere koraler ude i vandet. Der bor mange unge mennesker, der er lidt billigere end i Nungwi, men der er ikke lige så mange restaurenter at vælge imellem.

Vi valgte ikke at bo i Kendwa, men det var lige så meget ud fra en betragtning om at vi havde pakket rygsækken så mange gange, at nu ville vi gerne bare blive boende det samme sted i 5 dage i træk. Amaan Bungalows hvor vi boede i Nungwi har også bungalows i Kendwa og de sørger for gratis transport dertil, i tilfælde af at man gerne vil bo et par dage begge steder.

Ras Nungwi
Efter at have daset i 6 dage i Nungwi var tiden inde til at vende næsen mod Stonetown igen. Det dyreste og mest luksuriøse sted i Nungwi hedder Ras Nungwi og jeg besluttede mig for at jeg gerne ville se hotellet inden vi kørte til Stonetown – der er ca 1 times kørsel mellem Nungwi og Stonetown.

Ras Nungwi var imponerende, det ligger på den anden side af landsbyen og der ligger 3 forskellige ressorts, men Ras Nungwi er det mest gennemførte.

Vi snusede lidt rundt på hotellet og nød synes af det smukke hav, hvor man kunne se koralrevet ligge derude og vente. Men det var slut med Nungwi for vores vedkommende og vi måtte tilbage til Stone Town.

Stone Town
Da vi havde indlogeret os på Karibu Inn i Stone Town, skyndte vi os ud i byen for ikke at spilde dyrebar tid i et hotelværelse.
Karibu Inn ligger utrolig centralt og der er kun 1 minuts gang til posthuset, Africa house og Forodhani Gardens.

Vi kunne lige nå at poste vores postkort (bedre sent end aldrig), købe et par gaver med hjem, drikke en sundowner på Africa House’s terrasse – der har den skønneste udsigt, for derefter at smutte ned og få lækre krabbeklør, og kæmpe rejer i Forodhani gardens.

Det var en dejlig afslutning på vores Zanzibar ophold, at sidde og betragte det glade liv der er bladt boderne, og så er det jo heller ikke hver dag man spiser rejer på størrelse med en en stor sild!

Dagen efter skulle vi allerede flyve fra Zanzibar tidligt om morgenen, så vi arrangerede en transfer ud i lufthavnen gennem vores lokalagent, vi blev således hentet allerede kl 6 på hotellet.

Flyveturen fra Zanzibar til Nairobi tager kun halvanden time, vi var så heldige at flyver over Kilimanjaro, hvilket var et fantastisk syn.

Nairobi – Karen Blixen

Vi ankom allerede ved 10 tiden i Nairobi, hvor vi opmagasinerede vores bagage i lufthavnen. Derefter hyrede vi en taxa til først at køre os til Karen Blixens farm og derefter til Carnivore restaurent, for til sidst at køre os i lufthavnen hvorfor vi skulle flyve hjem ved 22 tiden. Vi havde således næsten 12 timer i Nairobi til at se os lidt omkring.

Karen Blixens farm er en oplevelse man som dansker ikke må gå glip af, vi gik rundt på museet (der er lidt mindre en Rungstedlund) og i haven i et par timer, hvorefter vi gik en tur op til en Karen Blixen Coffee and Garden house der ligger lidt oppe af gaden. Der kan man bo, hvis man gerne vil bo lidt uden for centrum, og der er en hyggelig have der fungere som Cafe/restaurent servere mad og drikke og en skøn kenyansk kaffe.

Vi sad over frokosten og forstillede os at have levet på Karen Blixens tid, tænk at hun havde modet til at tage til Afrika i de dage at starte noget helt nyt – kaffe i Kenya – at tage på storvildt jagt, at skyde en løve 100 meter fra ens hus. Tænk at hun både kunne skrive, male og på den måde iscenesætte sig selv, – Ja det kunne have været en spændende dame at have mødt.

Nairobi – Carnivore restaurent
Kun 5 km fra Karen Blixens hus ligger et sted hvor man kan komme ind og fodre giraffer som også har forskellige andre dyr, vi overvejede at tage derover, men det blev aldrig til noget da tiden løb fra os. Vi kørte i stedet ved spise tid til Restaurent Carnivore, som er en restaurent hvor du får alt det kød du overhoved kan spise. Det er ikke en restaurent for vegetarer, man kan godt få nogle retter, men konceptet er at tjenerne kommer med det ene spyd efter det anden med forskelligt kød på, så skærer de lidt af på ens tallerken, og sådan bliver det ved til man til sidst må vælte flaget på bordet og give op.

Der er altid 3 slags game meat, denne aften var der krokodille, struds og kamel – kamel tænker du, jeg vil sige der er en grund til at man ikke har hørt om at man spiser kamel – det var godt nok en sej oplevelse. Ellers er der kylling, kalkun, okse, svine og lammekød – pølser, kødboller ja you name it!

Vi sluttede aftenen af med en Dawa, en vodkadrik med lime og acaciehonning, serveret med is og en “stang” til at få saften ud af limen.

Ja aftenen gik alt for hurtigt og pludselig var tiden inde til at køre ud i lufthavnen og vende snuden hjem af mod det kolde nord.

Det var en skøn tur og ja hvis man har 3 uger til rådighed, så er det ihverttilfælde en meget alsidig form for ferie.

Man får en god kombination af adventure, kultur og afslapning.

Jeg ville ikke have undværet en af mine uger – men jeg vil sige at man skal have indstillingen og fysikken i orden for at kunne bestige Kilimanjaro – det var hårdere end jeg havde regnet med. Men der er forskellige sværhedsgrader for at komme op til toppen, så det kan lade sig gøre for de fleste.

Safari kan også skrues sammen på forskellig vis alt efter temperament, og det samme med Zanzibar. Det er et meget flexibelt program der kan skrues sammen i henhold til tid og budget.

Copyright © 2014 Culture Adventure aps - Strandgade 102 · 1401 København K · Tlf: +45 7610 0070 · Fax: +45 7610 0170
Pin It