Nyheder

  • Bestig Kilimanjaro - optimal akklimatisering på alle vores ture. Forlæng med safari og badeferie på Zanzibar. Læs mere
  • Ilulissat Guesthouse er vores nye sted i Grønland! Vi glæder os til kunne byde jer velkommen enten som en del af en rejse, eller som et tilbud til overnatning i Ilulissat med byens smukkeste udsigt! Læs mere
Sydthailands Drømme

Sydthailands Drømme

Udforsk den hektiske metropol Bangkok, tag på eventyr i Khao Soks frodige regnskov og fordøj alle de vidunderlige indtryk på sydthailands smukke hvide sandstrande! Fra kun 11.195,-

Author Archive

Rejsebrev fra eventyrlig ekspedition på filippinerne

Written by Kasper on . Posted in Uncategorized

Jeg flød forsigtigt over en skov af hjortetakformede koraller, da jeg hørte min svenske medrejsende kalde. Jeg tog hovedet op af vandet, for at se hvad hele postyret gik ud på, men fangede kun fragmenter af hans ophidsede erklæring, da bølgerne og det faktum at han kommunikerede igennem en snorkel, slørede det meste: Det jeg fangede gik dog klart igennem, “monster i et hul”.

Jeg trak hurtigt masken over mine øjne og forberedte mig på mødet med dette moster og pludselig følte jeg mig meget udsat og sårbar. Jeg snorklede i en lagune ud for Palawan på Filippinerne, vandet var 27 grader varmt, krystalklart og en 82 fods blå-hvide Bangka båd, vores hjem i fem dage, hvilket var min eneste flugtmulighed, lå for langt væk, med mindre at mit forestående møde med monsteret, afkom en tilbagetrækning a la Anders And, når han møder en haj i lørdag morgens disney show på tv.

el nido oehop

Afsides sandstrand Palawan

Frygtløs, som jeg overbeviste mig selv om at jeg var, justerede jeg min maske og snorkel, tog en dyb indånding og dykkede ned imod revet. Nogle af de andre medlemmer af vores ekspeditionen var der allerede og de kigge alle intenst ind i en skinnede orange koral på størrelse med en lænestol. Lettet nærmede jeg mig de andre, da det jo betød af dette monster nok ikke var menneskeædende og at min Anders And tilbagetrækning var udsat på ubestemt tid. Halvt skjult i en sprække, lå et langt plettet rovdyr på lur og med kæberne på vid gab, så det sultent ud, så jeg holdt min afstand og gjorde en mental note om at lære min nye skandinaviske ven et nyt navn, muræne. Men først havde jeg brug for at trække vejret.

Afslapning blev aldrig en mangelvare ombord på vores gode skib Buhay. Fra start til slut på vores eventyrlige ekspedition befandt vi os i midten af ingenting. Vi var konstant omgivet af et paradis, som man ikke troede fandtes mere og et azurblåt hav langt ud i horisonten, kun brudt af små fjerne og ubeboede øer. Efter et par dages sejlads, blev dette uvirkelige og stærkt vanedanende liv, en uimodståelig rutine, som man ønskede aldrig ville ende. Dagene bestod af de basale glæder i livet: at spise, snorkle, solbade, svømme i det krystalklare vand, spise saftige tropiske frugter, slappe af på dækket med en god bog eller i samtale med en medrejsende, imens vi roligt passerede forbi de smukkest øde strandklædte øer.

De fleste turister, der lander på Filippinerne, tager direkte til Cebu eller Boracay, de velkendte og velbesøgte destinationer, med alt hvad dertil hører af restauranter, jetski, udflugter, swimmingpools, strandstole, parasoller, fest og farver. Men jeg ville udfordre mig selv, finde det virkelige filippinerne, det uberørte og autentiske eventyr, se stort på bekvemmelighed og tv med 80 kanaler, men sætte oplevelserne i højsædet og som Dr. Livingstone lede efter udspringet til det store filippinske eventyr, ud hvor selv kragerne medbringer madpakker for at komme, som en ægte opdagelsesrejsende, på landets betingelser og ikke som turist med aircondition og kolde margeritaer.

Så jeg fandt frem til Palawan, fik booket mit fly og ankom spændt som et barn før juelaften til Puerta Princesa. Her fandt jeg en lokal jeepney der kørte til El Nido, en lille, hyggelig by med dykkerbutikker, beliggende ved Bacuit bugten i det nordlige Palawan. Her fandt jeg efter seks timer på en grusvej med sving og afvigende kørsel, for ikke at ramme de lokale geder, hvad jeg søgte, mit eventyrs affyringsrampe til regionens spektakulære ubeboede øer i form af en lokal Bangka.

El Nido er en by, som ved ren magi bare er dukket op på landkortet. Omgivet af tårnhøje kalkstens klipper, ligger nogle små lokale gader, som er lagt øde før midnat. Besøgstallet er reguleret af manglen på kommercielle flyvninger og byens knirkende infrastruktur, der er ingen pengeautomater og elektriciteten bliver slukket ved daggry og tændt igen sidste på eftermiddagen.

Som de fleste af byens tilrejsende beboere, tilbragte jeg dagtimerne med at udforske gemte laguner, sejle i havkajak imellem de fantastiske klippeformationer, øhoppe med lokale bangkas, svømme med papegøjefisk og nyde picnics på strande så hvide at jeg måtte bruge solbriller, for ikke at blive blændet og hvert sted havde et navn som tage ude af en paradisisk mytologi, så som Hidden Beach og Secret Lagoon.

big lagoon el nido 4

Lagune ved El Nido

Desværre er hemmeligheden sluppet ud, lige som det ikke lykkedes Leonardo Caprio i The Beach, at holde stedet hemmeligt, så er der nu lokale rejsearrangører, der tilbyder forskellige dagsudflugter, hvor man ikke mere oplever at være alene om det krystalklare vand, men man må dele det med andre og når folk kommer tilbage til byen om eftermiddagen, skal de alle se solnedgangen, bestille en øl og straks logge på Facebook, for at opdaterer alle deres venner med dagens oplevelser, imens de sidder på en cafe med de bare fødder i vandkanten. Selv om jeg var i paradis og at kun en sjuft ville brokke sig, så begyndte min drøm eller fantasi om det totalt uberørte paradis at svinde.

Efter nogle dejlige dage, med afslappende og vidunderlige udflugter og oplevelser, som jeg dog måtte dele med andre (ja tænk jer engang), besluttede jeg at den eneste mulighed for at udleve min fantasi, var at kappe alle bånd til civilisationen og alle dens moderne bekvemmeligheder. Over en kold øl, faldt jeg I snak med Robert fra Helsingør, der dagen efter skulle på en 5 dages ekspeditions sejlads, der lød som svaret på alle mine bønner og jeg sendt en stille tak til himmelens rejseguder. Det eneste der stod imellem mig og min drømmerejse, var at han havde bestilt rejsen hos et rejsebureau i Danmark. Mere beslutsom en nogensinde før reagerede jeg og fik fat i dem og samtidigt med at jeg sendte en stor tak til opfinderen af Skype, fik de mig booket på turen, så jeg kunne bestille endnu en kold øl, for at fejre at mine drømme, der så ud til at blive til virkelighed.

Efter min triumf, begyndte jeg så at udspørge Robert om selve turen, ruten, konceptet osv. Til min store glæde fandt jeg ud af at man på turen udforskede nogle af de mest afsidesliggende øer i Sydøstasien på en eventyrlig ekspedition med skib og totalt uden for rækkevide af emails, sms, twitter, facebook, whatapps osv. Så min drøm om mig og naturen og det totalt ukendte og uberørte, så endeligt ud til at blive en realitet.

Ekspeditionen blev grundlagt af en ranglet 34 årig filippiner og hans 27 årige engelske kammerat, som mødtes da de arbejdede på en restaurant i Skotland. De bar på den samme drøm om at udforske øerne ved Palawan og i årene der gik, fandt de på deres rejser et overflødighedshorn af øde øer, ubeboede holme, gemte laguner og fiskerlandsbyer. Da de ikke kunne overskue at forlade deres paradis, besluttede de sig for at tage venner og bekendte med på turene og de har nu seks bangkas og mine rejsefæller og jeg var deres nyeste blinde passagerer.

Rejsens koncept er meget enkelt, “Der er ingen plan” Under vores rejse imellem El Nido og vores endelige destination, Coron, 150 km imod nordøst, vil hver dags kurs blive bestemt af vind og strømforhold. På den måde vil vi opleve øer så isolerede, at kun de få lokale fiskesamfund, der kalder øen for deres hjem, kender dem.

Det første morgen ombord på det gode skib Buhay, smed vi vores flip-flops og testede vores havben. Skibet var en typiske ombygget Bangka, med et dobbelt åbent dæk og to guitarer. I kabyssen stod vores kok, Annie og tilberedte lækre filippinske måltider, så som tun adobo og kokoskrabbe karry.

Mine rejsefæller ombord var for det meste europæiske, men det er en åben ekspedition, så man kan møde alverdens nationaliteter. Hver nat sov vi på en ny og eksotisk ø, undertiden i lokale rustikke hytter. Nygifte og andre, der ønsker en mere intim oplevelse kan reservere en privat båd.

Jeg havde dog ingen ønske om en privat båd, da jeg syntes det var spændende at dele oplevelserne med forskellige nationaliteter, hvilket altid gav masser af spændene samtale emner, forskellige syn på livet og en indsigt i mange forskellige kulture og levevise. Som en typisk dansker, måtte jeg flovt indrømme at jeg havde haft betænkeligheder, ved det at dele indkvartering med helt ukendte mennesker, men da vi sidst på førstedagen smed anker ud for øen Cadlao, hvor vores første base camp lå, var alle mine forbehold forsvundet i det azurblå hav.
De to ophavsmænd til turen bød os velkommen, sammen med lejrens mascot, en lille langhalet makakabe, der sprang ned fra den unge englænders skuldere og hopped over sandt for at snuse til os. Efter at hun havde godkendt os, førte hun os frejdigt hoppende op til lejren, der bestod af nogle stråtægte hytter i kanten af junglen.

Fiskerne der engang boede i området, har solgte deres jord til vores værter for et par år siden og i dag arbejder nogle af dem som sejlere og kokke på bangkaerne. Vores ekspedition støtter hver landsby, på nogle af øerne hele lokalsamfund, hvor de bygger skoler og betale for lærere, så vi som deltagere giver tilbage til de samfund, hvor vi for en kort stund er så priviligerede at blive budt velkommen som gæster, hvilket egentligt gav mig en god mavefornemmelse, samme med ideen om at vi intet efterlader ud over vores fodaftryk i sandet, så vi ikke som så mange andre steder påvirkede lokalsamfundene i en for deres levevis destruktiv retning.

El Nido Palawan 7

Slugt på Palawan

Vi kunne med god samvittighed tage derfra, en fantastisk menneskelig oplevelse rigere og med visheden om at vores besøg ikke ville bevirke, at der i fremtiden stod små boder med kolde colaer og kartoffel chips, i stedet for fiskebåde og at de lokale børn ville beholde deres uforfalskede smil og umiddelbarhed og ikke i fremtiden ville stå med små udstrakte hænder for at få en dollar af de besøgende.

Nogle af vores besætningsmedlemmer kom fra dette område og de havde lært vores værter , hvordan man klatre op i et kokosnøddetræ, for at navigere efter stjernerne. “Vi er en stamme, ikke en virksomhed,” sagde de grinende over en øl.

Da vi næste morgen klatrede ombord på Buhay, følte vi os som vores helt egen stamme. Solen stod højt og luften duftede af havvand og solcreme. Over bølgernes sagte klukken imod skroget kunne jeg høre en guitar og latter, lige min form for rejse soundtrack. Vi stævnede ud til endnu en dag med et uforudsigeligt og ukendt eventyr, der bare lå og ventede på at vi fandt det. Som i bedste Titanic stil, satte jeg mig i stævnen og lukkede af for alt bortset fra oplevesanserne.

Utallige gange fandt jeg det svært ikke at knibe mig selv i armen, når vi sejlede forbi den ene øde sandstrand efter den anden, og i timevis lå jeg som hypnotiseret og kiggede ned på livet under det krystalklare vand. Senere da vi lå på ryggen og slappede af oppe i stævnen, stillede Denise, en frisk jordbær-blond pige fra Liverpool henkastet, hvad der på det tidspunkt, lød som livets vigtigste spørgsmål: “Er det ikke snart tid til en kold øl”

Alt hvad jeg vidste var, at vi lige skulle have endnu et kulinarisk frokostmåltid overstået, så øllerne måtte forblive på køl lidt endnu. Så vi genoptog vores krævende job med at se på havet og skyerne, indtil den næste øde strand kom til syne.

Midt i vores dagdrøm, blev vi brat vækket af Johan, vores filippinske ekspeditionsleder, der havde den frækhed at annoncere at lige under vores køl, lå et forlist skib fra anden verdenskrig, der ventede på at blive udforsket. Vi tilgav ham hurtigt denne uforskammede forkortelse af vores dagdrømme, fik hurtigt masker og snorkler på og sprang overbord. Nede i det klare vand fandt vi nemt et skib betrukket med koraller og klovnefisk der gjorde udfald imod vores masker fra deres anemoner. Vi var faldet over en neddykket legeplads, komplet med huller store nok til at svømme igennem. Pludseligt greb Jimmy, en lun svensker fra Stokholm min arm og pegede imod havbunden. Der sad en blæksprutte frosset i panik, hurtigt blinkende grøn, brunt og fluorescerende beige, som en kamæleon på speed.

Hele denne nautiske frihed påvirkede såvel mig, som mine rejsefæller. Molly, en 48 årig hollandsk stewardesse, erkendte at hun før turen kun havde tænkt på strandene undervejs, hvor hun kunne slappe af i fred og om hun nu ville passe ind i selskabet, indtil vi på anden dagen delte livshistorier og en flasker rom, som en flok adstadige pirater. “Det er vores hjem nu,” sagde hun videre, da vi slængte os på det øverste dæk. “Vi er alle i samme båd.”

Gabriel, en 37 årig sælger fra Belgien, udbrød derefter at han efter et par dage gik og puslede med at droppe hele det hjemlige ræs. “Derhjemme ønskede jeg altid den pæneste bil og det største TV, men herude virker det helt meningsløst” “Jeg tror, jeg blev født i det forkerte land .”

Under turen blev vi ofte mindet om hvordan vores lille ekspedition støtter lokalområderne. Vores morgenkaffe kom fra en lille landsby oppe nordpå og frugt og grøntsager var fra deres lokale økologiske have eller de lokale landsbyer. Da vi nåede vores lejr om aftenen ventede et festmåltid i form af en stor pattegris, der hang på et spyd over åben ild. Vi smed vores tørposer på de rustikke bambushytters sandtæppe og efter et brusebad, satte vi os ned for at spise.

Efter at have mæsket os i den bedste pattegris og de sprødeste sværd jeg nogenside har fået, sad vi i skærret af bålet, under stjerne og delte historier og oplevelser fra endnu en vidunderlig dag i paradis.

Den tredje aften, fik vi en lille reminder om det virkelige liv, der desværre ventede på os, da vi på endnu en dejlig strand, efter at have nydt endnu en smuk solnedgang og nogle lækre rejer, samledes i en hytte, omkring årsagen til landsbyens generator, en karaoke maskine. På en underlig og uforklarelig måde, var det som om at denne abnormalitet og teknologiske forstyrelse i paradisets fred og jomfruelighed, faktisk passede ind i historien om vores lille bande af glade pirater og vi sang Wonderwall af Oasis og dansede Macarena.

I nogle dage havde jeg til tider ønsket, at mine venner var kommet med mig på rejsen, men da indså jeg, at de havde været der hele tiden.

Jeg forlod det glade selskab for en stund og gik barfodet ned til stranden, som var komplet øde bortset fra spøgelseskrabberne, der cirklede omkring deres huler og kiggede på mig med deres kuppelformede øjne.

Min hjerne var drænet for alt hvad der hed stress, planlægning, kalendere, opgaver og de eneste tanker der eksisterede i min bevidsthed var, eventyret findes, drømmen lever, jeg lever.

Jeg satte mig ned i vandkanten og lod fødderne blive begravet af tidevandet, der skyllede ufortrødent op over sandet, uvidende om det stressede verdens samfund, facebook opdateringer, ventelister på hospitaler, religiøse udrensninger, terrorisme og jagten på materielle goder. Over mig lyste en stjernehimmel med en kæmpe rund ost og milliarder af stjernekonstellationer og jeg var det eneste vidne.

På vores rundrejse Uberørte øer, pulversand og krystalklare laguner, indgår bådturen, se mere her… 

 

Koh Samui

Written by Kasper on . Posted in Rejser til Thailand

Forstil dig en ø beliggende i det rolige azurblå vand i den thailandske golf, omkranset af koralrev og velsignet med kilometervis af lange hvide strande med blødt pulversand, der er indrammet af kokospalmer, der svejer i den blide brise. Palmerne strække sig opad til det centrale højland med tyk og frodig tropisk vegetation. Kysten og de lavere skråninger er fyldt med kokospalmer, hvilket gør Koh Samui til kokosnødde hovedstaden i Thailand. Det skønnes at man sender omkring 2.000.000 kokosnødder til Bangkok hver måned. Denne grønne ø er også spækket med sorte granit kampesten, hvoraf nogle klippeformationerne synes at trodse tyngdekraften med dramatisk udhæng fra bjergsiden. Dette tropiske paradis hedder Koh Samui og er en 250 kvadratkilometer stor ø.

Koh Samui

Koh Samui – August 2013

Denne magiske ø fangede for første gang omverdenens opmærksomhed, da rygsæksrejsende på de billige hoteller omkring Bangkoks Hualamphong togstation, for omkring 45 år siden igennem, begyndte at dele historier med andre rejsende om en smuk men svært tilgængelig ø i den thailandske golf. Dengang var det svært at komme dertil, da det krævede særlige forhandling om lejde på fiskerbådene fra Suratthani, der ligger 80 km fra Koh Samui på fastlandet. Når de så havde nået øen, var der ingen veje, så de frygtløse eventyrere hoppede fra strand til strand med båd og indlogerede sig hos lokale eller i telte på stranden. I de sidste femogfyrre år har tingene ændret sig enormt.

Koh Samui har nu en international lufthavn, der mere ligner en botanisk have end en traditionel funktionel lufthavn. Fly forlader nu øen hver time til den nye Suvarnbhumi lufthavn i Bangkok og linker øen til yderligere destinationer som Singapore, Kuala Lumpur, Hong Kong osv. En 52 kilometer lang ringvej forbinder alle de vigtigste byer. Nathon er hovedstaden, med offentlige bygninger og banker og tjener som en af færgehavnene, der betjener det thailandske fastland. Vejen går over det 635 meter høje bjerg, der går tværs over det centrale Koh Samui, til de største feriesteder Lamai og Chaweng. Lamai er den mindste af de to og byder på en roligere og renere strand. Sidstnævnte henvender sig de måske lidt yngre og mere energisk besøgende.

Længere nordpå ligger Bangrak, bedre kendt som Big Buddha Beach, opkaldt efter den store Buddha statue i den østlige ende af bugten. Bophut er en trendy fiskerlandsby, frekventeret af mange franske turister og Maenam mod nord byder på en spektakulær udsigt til Koh Phangan og Angthong Marine Park. Dette område er langt mindre overfyldt end det travle Chaweng og marginalt mere støjsvage Lamai. Det har stadig bevaret sit oprindelige thailandsk identitet, men for at finde det autentiske Samui, skal man leje en bil eller motorcykel og tage en af de mange veje, der fører væk fra kysten og op i bjergene. Som man kommer væk fra strandområderne og op i bjergene, kommer men forbi gummiplantager og små skjulte landsbyer, der ligger i klynger omkring rismarkerne og stadig bevarer deres traditionelle levevis.

Koh Samui har i årenes løb udviklet et ry som centrum for alternativ medicin, meditation, yoga retreats og kurbade designet til kunder, der ønsker detox ophold. Koh Samui har stadigt noget for enhver og vær sikker på at uanset hvad du søger, så vil du få en ferie, der vil blive hængende længe i din hukommelse.

Se vores rundrejse hvor Koh Samui indgår her……

Pai – Nordthailands gemte paradis

Written by Kasper on . Posted in Uncategorized

Du har sikkert aldrig hørt om Pai, en lille by gemt væk i det thailandske landskab, som man når efter en knogleruskende bustur igennem bjergene vest for Chiang Mai. Dem der har været der, bliver hurtigt store fans, da det er en by væk fra de gængse turistruter og en af dem, hvor man regner med at bo en nat eller to og så en uge senere stadigt forsøger at overbevise sig selv om at nu skal man videre.

Pai er et sted der går i blodet, hvor man stresser totalt af og nyder de smukke omgivelser, besøger de nærliggende varme kilder og vandfald, spiser dejlig lokal thaimad og drikker kaffe på små hyggelige caféer. Når man ikke vandre eller cykler rundt i omgivelserne, læser en god bog i en hængekøje eller snakker med andre rejsende eller den venlige lokalbefolkning, bruger man tiden på madlavningskurser, afslappende massager eller bambus tatoveringer og inden man har set sig om, bliver et par dage til en uge.

Hvad gør så denne by så enestående. Beliggende ved Pai floden imellem rismarker og bjerglandskaber er det nemt at pege på den fantastiske natur og de smukke omgivelser. Derudover er der bare en helt særlig stemning og så byder omgivelserne på fantastiske oplevelser. Det er nemt at leje en motorcykel og derved tage på eventyr og udforske de nærliggende landsbyer, vandfald, varme kilder, elefant lejre, bjerge og huler. Pai er også fantastisk som base for jungletreks, vandreture til bjergstammer og rafting ture.

Ud over landskabet, bliver man smittet af byens charmerende afslappethed, de lokales utrolige venlighed og man føler sig sorgfri, smiler pludseligt bredt uden grund og sige hej til alle dem man møder på gaden. Byens varme og afslappede atmosfære, får en til at føle sig hjemme og alle der er træt af larmende byer, trafik og lange tuk tuk ture, vil glæde sig over at slendre ned af Pais hovedgade, hvor man kun finder glade og smilende ligesindede, der slapper af og sludre på hyggelige cafeer.

Som besøgende føler man, at Pai har forstået den gyldne middelvej og således bibeholdt sin sjæl, er tro imod sine røder og at de lokale ikke falder på halen, for et par turister med lidt penge på lommen, men åbner deres arme og byder rejsende velkommen på deres premisser og betingelser. Man vil opleve skolebørn på vej hjem fra skole, de lokale kunstnere der sælge deres varer langs vejen, det lokale nattemarked, der kommer til live i de sene eftermiddagstimer og man oplever en levende lokal kultur, hvor man er tilskuer og ikke æresgæst.

Efter slutningen på endnu en dejlig dag, bliver byen ikke mørklagt, på en bakketop lige over broen, ligger en hyggelig lokal bar, Fubar, hvorfra man kan opleve en spektakulære solnedgang, samt lækker lokale mad. Det er ikke en festby og men mere en laid-back og social by, men går ikke på bar og drikker sig stiv, men deltager mere i et lille eksklusivt samfund af lokale og rejsende, der i samhørighed slår sig ned og sludre, spadsere rundt til de mange små gadekøkkener, slapper af på en cafe eller nyder levende musik på den nærliggende BeBop.

Pai er endnu en af thailands gemte og heldigvis stadigt relativt ukendte perler, hvor man føler at man ankommer som besøgende og tager afsted som del af Pai familien.

Giv en dollar til et gadebarn, godhjertet eller godtroende

Written by Kasper on . Posted in Uncategorized

Rejsende der besøger fattige lande og udviklingslande, bliver tit chokeret og overvældet, når de kommer i kontakt med det pågældende lands fattigdom, især synet af børn der tigger på gaden, tager tit hårdt på folk og får den barmhjertige samaritaner op i mange. Men der er etiske, sociale og moralske implikationer, i det at udlevere et par mønter til et barn i nød. Fastboende og erfarne rejsende, afstår ofte fra sådanne handlinger, da de ofte i sidste ende og på lang sigt, kan gøre mere skade end gavn og for landet have katastrofale sociale følger.

Når man rejser i udviklingslande, finder men tit sig selv i situationer, hvor grupper af børn, kun iført beskidte klude, sværmer om ens bil eller står med store bedene øjne og kigger på en, imens man fortære et måltid mad på en cafe, der koster mere end hvad de tjener om måneden og det er hjerteskærende og tit vinder hjertet over hjernen. Det uerfarne rejsende tit ikke ved eller forstår er, at de børn man møde på gaden oftes bliver udnyttet af en voksen og ikke nødvendigvis deres forældre, som tager alle pengene. Det er næsten som slaveri og man ved aldrig hvad ens penge faktisk går til.

Børnene arbejder tit ufrivilligt, for en bandeleder eller endda deres forældre, der kan have et stof eller alkoholmisbrug eller simpelt hen er for dovne til at arbejde. Det er meget tit organiseret i bedste Oliver Twist stil, hvor børnene hver dag bliver placeret på deres faste, strategisk godt placerede tiggested, hvorefter deres bagmand med faste mellemrum i løbet af dagen kommer og tømmer deres tiggebæger.

Mange har sikkert også oplevet søde børn, der kommer til deres bord, imens de sidder og får en kop kaffe eller står uden for deres hotel og vil sælge dem guidebøger, tyggegummi eller lign, igen har de en bagmand som supplerer dem og de har en kvote, de skal opnå den dag for at tjene lidt penge, typisk får de i bedste tilfælde imellem 5-10% af det de sælger eller i værste tilfælde bare mad og drikke. Prøv evt næste gang at indvitere barnet på en cola og spørg dem lidt ud, få deres historie og et indblik i det på den måde.

Børn der tigger på gaden de rigtige steder, typisk de mest besøgte turiststeder, kan tjene meget mere ved at tigge end på en dags arbejde, i f.eks Vietnam, Cambodia og Laos er en gennemsnitsdagløn for kontoransatte eller ansatte i servicebranchen på omkring 4-5 usd og for ufaglærte på omkring 2-3 usd, så et barn der tigger kan nemt tjene 15-20 usd på en dag, hvilket for dem, deres forældre eller bagmænd er mange penge.

Det resulterer i at forældrene ikke ser nogen grund til at betale for, at de skal gå i skole og få en uddannelse, når de alligevel kan tjene meget mere på gaden, hvilket igen gør at man i det pågældende land får en mangel på unge der ønsker at blive uddannet til lærere, læger, advokater, receptionister osv, så selvom man har de bedste intentioner, medvirker man faktisk til at underminere landets fremtid, at holde børnene ud af skolen og opildne dem til et liv i tiggeri.

Nogle af disse børn lever på gaden alene, eller sammen med deres familier, mens andre arbejder på gaden, tigger, sælge smykker eller skopudsning til sympatiske turister. Men at købe deres genstande eller betale for et udført arbejde, er ikke meget bedre end at uddele en dollars. Pengene går sandsynligvis ikke til barnet, der stadigt lever på gaden.

Rejsende der ønsker at hjælpe, gøre mere gavn ved at donere til internationale eller lokale organisationer, der arbejder med disse børn og deres familier. Hvis man virkeligt ønsker at hjælpe, er det en bedre ide f.eks at besøge et lokalt børnehjem og købe legetøj, en kæmpe sæk ris eller give en donation og lign. Man kan også støtte lokale projekter, som der er en del af i f.eks Vietnam og Cambodia, hvor der bl.a er restauranter der arbejder med gadebørn og børn fra fattig baggrund. De tager dem ind og giver dem en uddannelse i servicefag, så som tjener, kok, regnskabesfører, manager og lign, samtidigt giver de dem et sted at bo og sørger for deres boglige og praktiske uddannelse.

Gadebørn i udviklingslandene er meget sårbare over for udnyttelse, herunder også sexturisme og menneskehandel og når man som rejsende forsøger at hjælpe enkeltpersoner, øger man risikoen for at barnet bliver udnyttet. Ved at føle medlidenhed, give penge og mad, gør man børnearbejdere på gaden til en indbringende og voksende forretning for dem der står bag og man sørger uforvarende for at børnene bliver på gaden. Man har i forskellige udviklingslande oplevet eksempler på gadebørn og voksne tiggere, der af deres bagmænd bliver lemlæstet for at tjene flere penge.

Mange rejsende tror, at det at give mad og skoleartikler er et sikkert alternativ til penge. Men medmindre du tager dig tid til at deler maden sammen med barnet, er det næsten sikkert at de så snart du er vendt om, sælger eller handler det du har givet dem.

Det er altid svært, som rejsende at stå ansigt til ansigt med et barn på gaden og ens første reaktion er oftes “Åh , det stakkels barn og en dollar er jo ikke noget for mig”. Men har man tilbragt en betydelig mængde tid på et sted eller bor man fast i et udviklingsland, går det hurtigt op for en at børnene rent faktisk ikke kommer til at beholde pengene.

Alle disse velbegrundede og velmenende råd er svære at følge, når man først står ansigt til ansigt med en sød dreng eller pige, i beskidte klæder og med store brune øjne, der åbentlyst har brug for ens hjælp, men vær opmærksom på de følger din hjælp kan have og ønsker du virkeligt at hjælpe, så gør noget der gør en forskel, gør en indsats og involver dig i støttearbejdet og hjælp til med at bygge dæmningen, der stopper syndfloden af børnearbejdere og tiggere, istedet for bare at stoppe fingeren i et hul, for at se et andet springe op ved siden af.

Hvis man nægter bagmændende deres indkomstkilde, hvis man fjerner det økonomiske grundlag og den klare gevinst ved tiggeri, hvis man skaber udbud men ingen efterspørgsel, så at sige, så fjerner man bagmændenes og forældrenes grundlag, for at sætte børn på gaden for at tigge og derved frigiver dem og barnet vil i de fleste tilfælde være lige så godt eller dårligt stillet og i nogle tilfælde vil det betyde at det eneste andet alternativ ud af fattigdom for forældrene, er at sende børnene i skole, for der igennem at håbe på at deres børn på sigt kan få et god job og tage sig af dem.

Hvis man virkeligt ønsker at hjælpe, kræver det indsigt, omtanke, engagement og ikke en enkelt dollar i ny og næ, den hjælper mere på ens dårlige samvittighed end på barnets liv.

Spis dig vej igennem Bangkok

Written by Kasper on . Posted in Rejser til Thailand

Uanset om du besøger Thailand for første gang eller har boet der længere end du kan huske, er der altid noget nyt, spændende og eksotiske at opleve. Hvad der altid har været det mest spændende for mig, er tilgængeligheden af de mange lokale retter og køkkener (både traditionelle og fusion), der virkelig udtrykker Thailands kultur og thailændernes smag og holdning til livet.

Den misvisende betegnelse Street Food, gør tit at oversøiske besøgende, som altid bliver forbløffet over det store antal af folk, der spiser på gaden, med forundring i stemmen spørger mig, er det sikkert at spise på gaden og blive folk ikke syge. Jeg har spist frisk frugt, nudler, grillet kyllinger og andre lokale delikatesser fra gadesælgere, madboder, pushcarts i årevis og har derved opdaget, at spise på denne måde ikke er mere farligt end at spise på en restaurant, bortset fra det faktum at du spiser på små plastik stole og måske deler bord med en anden lækkersulten sjæl.

Generelt er fødevarerne friske, velforberedte, meget velsmagende og temmeligt sikre at spise. Gadesælgere kan ikke lide at bære en masse på hovedet og de har ikke råd til at købe stort ind eller opbevarer fødevarer i længere tid, så de går på det lokale marked og køber friske råvarer hver dag og kun den mængde, som de forventer at bruge den dag, de gemmer ikke kød og grøntsager som en på restaurant.

Når jeg skal beslutte, hvilken vogn eller lille gaderestaurant at spise fra (og der er mange at vælge imellem) er det bedst at observere, hvor de lokale spiser og hvis der er kø, en masse kaos og endeligt en dragende duft af krydderier, der trækker i dig, pirrer din nysgerrighed og nærer din sult, så er du sandsynligvis på det rette sted.

Overalt i Bangkok finder man gode gadekøkkener og lækre lokale retter, bla. omkring Soi 38, på Sukhumvit er der en overflod af gadesælgere, der sælger forskellige retter, såsom Moo Grob (sprød svinemave med kinesisk broccoli, chili og østerssauce), Kau Pow Gai (kylling med thai basilikum og stegte ris), Kuaytiaw Raat Naa (stegte nudler med svinekød i grøntsagssovs) og en lokal favorit Ba Mee Puu (æggenudler med krabbe).

På hjørnet af Soi Kloster og Silom road (dog kun fredag og lørdag nat) kan man nyde den bedste Moo Ping (thai barbeque svin i Bangkok. Svinekødet er grillet og karamelliseret til perfektion, hvor robustheden af hver bid intensiveres, så man ikke bare spiser sin Moo Ping, men oplever den.

Det første måltid, som mange rejsende smager, når de udforsker streetfood i Bangkok, er enten Pad Thai eller Fried Rice, fordi de minder om de velkendte retter, som de får hos den lokale fastfood thaishop i deres eget hjemland. Pad Thai består af wokstegte risnudler med æg, fisk sauce, tamarind juice, og en kombination af bønnespirer, rejer, kylling eller tofu. Som en variation af den traditionelle Pad Thai, vil jeg anbefale at man prøver Pad Thai Thip Samai på 313 Thanon Mahachai i den gamle bydel. Den blev grundlagt i 1966 og er nok den mest berømte Pad Thai restaurant i Bangkok og kan man lide Pad Thai, må man ikke misse den. De laver kun Pad Thai, men i alle afskygninger, så som Pad Thai med store rejer i en omelet Pad Thai Kai Ho eller Pad Thai Song Krueng, som er nudler med krabbekød, blæksprutte og / eller mango .

Beliggende i Pranakorn på Soi Watt Sangwej, overfor Sangwej templet på Pra Atit Road, kan man nyde Somsrong Pochanas kulinariske kreationer, der stammer fra Sukhothai og bl.a består af nudler med BBQ svinekød, grønne spirer og fint drysset tørret chili for smag og intensitet. En lidt mindre krydret vinder er thailandske spaghetti med kokosmælk, ananas og tørrede rejer (Kanom Jeen Sao Nam).

Hvis du kan lide and og tilfældigvis er i Phaholyothin området, skal du prøve nudler med dampet and på Yothin Duck Noodles, beliggender på 1301 Soi Paholyothin 11, hvor andekødet ubesværet falder af benet og belønner dine smagsløg med saftig og mør and.

Når man bare følger de førnævnte huskeregler, så skal man ikke være bange, oplev og udforsk alle de kulinariske lækkerier og interessante køkkener, der ofte overses af nyankomne og veteraner i Bangkok, som har en tendens til at frekventere de samme restauranter igen og igen. Der er så meget god mad, som bar eventer på at blive opdateg og nydt og jeg vil opfordre alle til at vove sig væk fra de turistede områder og opleve det ægte thai køkken. Spis med god samvittighed også alle de lækre frugter, du kan få på gaden, du vil opleve det, som om du smager på en ananas, mango eller papaya for første gang og skulle du være tørstig, så prøv en af de pressede appelsinjuices, der sælges overalt på gaden, de er fantastiske.

Tal med lokalbefolkningen, kig på folk, læse online anmeldelser, fortab dig i china town. Uanset om du har en stærk passion for mad eller bare gerne nyder et godt måltid, så kom ud og udforsk lidt, du vil ikke kunne lide alt det du smage, men det er alt sammen en del af oplevelsen. Det vigtigste er, at du har det sjovt og lære en masse om den thailandske kultur, mennesker og mad og et er sikkert, du får aldrig rigtig autentisk thai mad på restauranter, da thaierne er så opsatte af at behage, at de glemmer alt om traditionelt thai mad og laver det mad de tror folk vil have, så man får en udvandet form for thai mad, der mangler dybde, karakter og sjæl.

Copyright © 2014 Culture Adventure aps - Strandgade 102 · 1401 København K · Tlf: +45 7610 0070 · Fax: +45 7610 0170
Pin It