Bag om Slovenien

Geografi:
Republikken Slovenien er beliggende i det Centrale Europa. Landet deler grænser med Italien i vest, Østrig i nord, Ungarn i nordøst og Kroatien i syd og sydøst.
Hovedstaden i Slovenien er Ljubljana, byen er beliggende ved floden Ljublianas udløb i floden Sava i det centrale Slovenien mellem Alperne og Adriaterhavet. Savafloden, som har sit udspring i Planica i det nordvestlige Slovenien og løber ud i Donau ved Beograd. Floden skærer på sin vej gennem kulminedistrikterne. Sloveniens undergrund er rig på kul og kviksølv. Dette er med til at danne grundlaget for landet industri. Området mellem floderne Mura, Drava, Savinja og Sava er kendt for sin vinproduktion. Omkring år 1900, hvor Slovenien var en vigtig vinregion i det østrig-ungarnske kejserrige, omfattede vinarealet 50.000 hektar. I dag har Slovenien 20.000 hektar vinmarker fordelt på de tre vinregioner: primorje, podravje og posavje. Vinregionen primorje, der ligger ved kysten og har middelhavsklima, producere omkring 45% af al slovensk vin. Podravje er den østlige region omkring floden Drava, der har et kontinentalt præget klima, står for ca. 40% af vinproduktionen. Resten produceres i den centrale, sydlige region Posavje omkring floden Sava, der ligeledes har et kontinental præget klima. I Slovenien produceres langt mere hvidvin end rødvin og kvaliteten af hvidvinen er også langt bedre end rødvinen. Slovenien er et meget bjergrigt land, som dog også har en del skove og frugtbare dale. Alt dette findes på et areal på størrelse Jylland. I den nordvestlige grænseregion ligger Karavanke bjergkæden, hvis højeste punkt er Hochstuhl / Veliki Stol (2.236 m.). Triglav er det højeste punkt i de Juliske Alper med sine 2.864 m. Alpeområdet udgør hele den nordlige og nordvestlige del af Slovenien, eller ca. 40 procent af landets samlede areal.

Historie:
Slovenien har i oldtiden formentlig været beboet af illyriske stammer samt keltiske indvandrere og har været helt eller delvis romaniseret omkring 500 e.Kr. Fra 500-t.s slutning indvandrede slovenerne, et slavisk folk. De bosatte sig i det nuværende Slovenien samt i de tilgrænsende dele af det nuværende Italien og Østrig. Omkring år 800 blev området en del af Karl den Stores rige, senere var det delt mellem forskellige tyske fyrstendømmer og patriarkatet Aquileia i Norditalien. Slovenernes centrale område var markgrevskabet (senere hertugdømmet) Krain med byerne Kranj og Ljubljana(Sloveniens nuværende hovedstad). Krain kom sammen med andre slovenske områder under de østrigske habsburgere i 1282, mens de slovenske byer i det nordvestlige Istrien 1279-83 kom under republikken Venezia for først efter dennes fald 1797 at blive forenet med de øvrige slovenske områder under østrigsk herredømme.
1809 måtte de østrigske habsburgere afstå deres slovenske områder til Frankrig, som gjorde dem til en del af sine "illyriske provinser", der fik Ljubljana som hovedstad. I 1814 fik Østrig dem tilbage, og frem til 1918 var Slovenien en integreret del af Det Østrigske Rige. Da det blev opløst i november 1918, blev Slovenien delt. De vestlige områder kom under Italien, mens den centrale og østlige del, hvor flertallet af befolkningen var slovenere, blev en del af det nyoprettede Kongerige af Serbere, Kroater og Slovenere (fra 1929 Jugoslavien).
Under 2. Verdenskrig blev det slovenske område ved Jugoslaviens opløsning i 1941 delt mellem Tyskland og Italien. I 1945 blev der skabt en slovensk folkerepublik inden for rammerne af Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien; for første gang kom en selvstændig politisk enhed, Slovenien, i stand. I 1947 blev Sloveniens grænse udvidet mod vest på Italiens bekostning, idet dog Trieste og det nordvestlige Istrien blev gjort til en fristat. Den blev delt i 1954, således at Trieste by genforenedes med Italien, mens baglandet deltes mellem Slovenien og Kroatien. Hermed fik Slovenien en kort kyststrækning langs Adriaterhavet.
Den slovenske stat er således af ny dato, men befolkningen har fastholdt eget sprog og egen kultur gennem mere end 1000 år. Mod slutningen af 1800-t. opnåede slovensk ligestilling med tysk som officielt sprog i hertugdømmet Krain, hvor slovenerne fik flertal i landdagen i 1867. Slovenerne fik også deres egne repræsentanter i det østrigske parlament, Rigsrådet, i Wien, og 1907 indførtes almindelig valgret for mænd. Perioden frem til 1918 blev tillige en tid med stærke økonomiske fremskridt. Slovenerne havde derfor både politisk, kulturel og økonomisk baggrund for at spille en væsentlig rolle i den nye jugoslaviske stat. Ved Titos død i 1980 var Slovenien ubetinget den økonomisk mest veludviklede af de jugoslaviske republikker og havde også et dynamisk og liberalt kulturliv.
Under Jugoslaviens stadig alvorligere økonomiske krise i 1980'erne øgedes spændingerne mellem Slovenien og de andre republikker, især Serbien. Slovenerne gik ind for vidtgående reformer i liberal retning, og forsøg på at holde slovenerne nede, især efter S. Miloševićs magtovertagelse i Serbien i 1987, førte kun til en øget slovensk utilfredshed. I januar 1990 brød det slovenske kommunistparti ud af den jugoslaviske Kommunisternes Liga, og under ledelse af M. Kučan omdannedes partiet til Partiet for Samfundsmæssig Forandring. I foråret 1990 afholdt Slovenien som den første republik i Jugoslavien frie valg med flere partier. Kučan valgtes til præsident, men til parlamentet sejrede en koalition af ikke-kommunistiske partier under navnet DEMOS. Slovenienspolitik var nu Jugoslaviens omdannelse til et statsforbund, en konføderation af uafhængige stater, hvilket især Serbien modsatte sig. I december 1990 stemte 93% af de valgberettigede slovenere om Sloveniens fremtidige status, og 88,5% gik ind for fuld uafhængighed. Da forsøgene i foråret 1991 på at skabe en fredelig politisk omdannelse af Jugoslavien til et statsforbund strandede på serbisk modstand, erklærede Slovenien sig 25.6.1991 for udtrådt af Jugoslavien. Dette udløste 27/6 et angreb fra den jugoslaviske forbundshær, men kampene standsede allerede 4/7, og forbundshæren trak sig ud. Slovenien indførte 8.10.1991 sin egen valuta, men først 15.1.1992 blev Slovenien (ligesom Kroatien) officielt anerkendt af de fleste europæiske lande som et uafhængigt land. Slovenien vandt sin uafhængighed med væsentlig færre ofre end naboen Kroatien, og den politiske situation stabiliseredes hurtigt.

Folket:
Set i forhold til Sloveniens historie er dennes befolkning hovedsagelig bestående af slovenere. Ifølge nyeste målinger ses det at ca. 87,7 % af befolkningen er af slovensk oprindelse, efterkommere af syd slaverne som slog sig ned i det der nu er Slovenien tilbage i det 6. århundrede. I 2007 var der ca. 6300 personer med østrigsk oprindelse og ca. 3300 sigøjner, hovedsagelig i regionen Prekmurje, samt ca. 2300 personer med italiensk oprindelse i regionen Primorska. Andre etniske grupper tæller omkring 16 % af befolkningen, disse inkluder blandt andet albanere, bosniere, kroatere og serbere.
Det slovenske folkefærd er sofistikeret og veluddannet. De har ry for at have en god og rolig dømmekræft og de er hårdtarbejdende, pålidelige og ærlige – hvilket formentlig skyldes den germanske påvirkning i gennem århundrede.
Befolkningen i Slovenien er mere eller mindre ligelig delt mellem dem der bor i byerne og dem der bor på landet.
De officielle sprog i Slovenien er slovensk, italiensk og ungarsk. Italiensk og ungarsk snakkes dog kun i visse områder i landet. I skolerne lærer eleverne engelsk og tysk som fremmedsprog, ligesom i Danmark.