Geografi:
Grønland eller som det hedder på grønlandsk Kalaallit Nunaat (Grønlændernes land), er verdens største ø og har et areal på 2.175.600 km2, heraf er ca. 85% permanent dækket af is. Det isfrie areal (341.700 km2) svarer til lidt mere end arealet af Finland, eller det der næsten svarer til 10 gange Danmarks areal. 

Grønland er lokaliseret i ishavet i den nordligste del af Atlanten. Efter Antarktis er Grønland jordens største isdækkede område. Geografisk set hører Grønland til det nordamerikanske kontinent, men geopolitisk har Grønland tilhørsforhold til Europa. 

Grønland er langs kysten præget af dybe fjorde, høje bjerge og en enorm stor mængde af øer og rev iblandt isbjerge. Kystlinjen er på over 44.000 km. Fra Grønlands nordspids Kap Morris Jesup er der ca. 740 km til nordpolen, hvilket gør Grønland til det nordligste landområde på jorden. Udover at være det nordligste landområde er Grønland også et af verdens ældste landområder og landet kan dateres 3,8 mia. år tilbage. 

På Grønland finder man indlandsisen. Indlandsisen er bestående af enorme mængder af frossen nedbør af både sne og is, der lag på lag danne den i gennemsnit 1.500 m høje isflage. På det tykkeste sted er indlandsisen ca. 3 km. tyk. På grund af den enorme størrelse indeholder indlandsisen ca. 9% af verdens samlede ferskvands ressourcer. Indlandsisen udvider sig og presser ofte store og små isbjerge ud i havet, det kan medvirke til at der kan opstå små og store tsunamier alt afhængig af ismængden.
Gunnbjørns fjeld er med sine 3.693 m. over havets overflade Grønlands højeste punkt. 

Grønland afgrænses i syd af Atlanterhavet, i vest af Davis Strædet og Baffinbugten, i nordvest af Smith Sund og Nares Strædet, i nord af Lincoln havet og Wandels hav, der begge er en del af ishavet. Mod øst dannes afgrænsningen af Grønlandshavet og Danmarksstrædet, hvorfra der kun er 240 km til Island. 

Vest for Grønland ligger Nunavut, der har en lignende inuitisk befolkning med tilhørsforhold til Canada, længere sydpå ligger Canada og USA. Nord for Grønland finder man nordpolen og øst for Grønland ligger Island.
Klimaet på Grønland er arktisk, hvilket betyder, at der ingen måneder har en gennemsnitstemperatur over 10 grader. På grund af landets størrelse er der dog stor forskel på klimaet i nord og syd.
 
Historien om Grønland og det grønlandske folk:
Grønlændernes eskimoiske forfædre kom til Grønland for godt 1000 år siden, med før den tid havde landet været beboet af flere indvandringsbølger.
Sandsynligvis på grund af klimaændringer har Grønland ikke været beboet konstant siden den første kendte indvandring. Grønland ligger i den grad klimatisk på kanten af menneskelig overlevelse, at selv mindre temperatursvingninger har fået kulturer til at uddø. 

Det grønlandske folks historie kan dateres tilbage til år 10.000-8.000 f.kr. ved istidens ophør. Man mener at kunne spore inuitiske stammers indvandring tilbage til denne tid. Disse folkegrupper menes at stamme fra Centralasien.
Grønland har i løbet af historien være beboet af flere forskellige folkefærd, som er kommet til landet i ”indvandringsbølger”. 

Den første indvandring af folk, som man har et decideret kendskab til er fra Independence I kulturen. Dette folk er opkaldt efter Independence-fjorden i Nordøstgrønland, hvor de første arkæologiske fund blev gjort. Independence folket var et nomade folk, men man mener dog ikke at de nåede længere end til nordøstgrønland. Indepencerne levede som jægere og især kom føden fra moskusokserne. De kom til Nordøstgrønland fra Canada i omkring år 2500 før vor tidsregning. Denne kultur bukkede dog under efter ca. 500 år. Man mener at dette kunne skyldes klimaforandringerne. Efter Ca. 1000 år mener man dog at den næste indvandring fandt sted. Denne kultur lignede den foregående så meget at arkæologer kaldte denne for Independence II. Men denne kulturs overlevelse varede dog ikke længe og den sidste kendte data man har fra denne kultur er fra omkring år 700 før vor tidsregning.
Ser man tilbage til omkring år 1400-700 før vor tidsregning findes der tegn fra Saqqaqkulturen. Dette folk indvandrede også fra Canada, men søgte i modsætning til Independence I og II syd over. Saqqaqfolket som var det grønlandske stenalderfolk fremstillede deres redskaber af de grønlandske stenarter, og levede hovedsagligt af jagt og fiskeri. Dette kaldes også det primærerhverv, hvilket også hovedsagligt er det, som største delen af det grønlandske folk lever af den dag i dag. Grunden til at man har kunnet spore denne befolkning er på grund af de mange fund man har gjort at værktøj langs kysten. De første fund man af denne kultur gjorde var ved bygden Saqqaq i Disko bugten, deraf navnet. Man mener at dette folk har været eskimoer. I hvert fald har arkæologerne fundet mange eskimoiske træk.
Saqqaqfolket overlevede i ca. 1000 år hvorefter de forsvandt. Man mener at deres forsvinden skyldes de store klimaændringer, hvilket medførte formindskelse af jagtbyttet, som gjorde at man ikke længer kunne skaffe føde nok. 

I omkring år 500 før vor tidsregning kommer der igen en indvandring til Grønland fra Canada. Denne gang der er det Dorset I kulturen som stammer fra Cape Dorset på Baffin Island i det nordøstlige Canada. Dorset kulturen har ligesom Saqqaq kulturen også eskimoiske træk. Det er også ved Dorset-folket at arkæologer for første gang har fundet den karakteristiske eskimoiske kvindekniv (ulo’en), og store sneknive af hvalrostænder. Man formoder også at Dorset-folket var de første der begyndte at lave snehytter (igloer). De var også det første folk der havde jernknive. Dette folk overlevede i ca. 500 og omkring år 0 var folket og kulturen uddød. 

Da næste indvandringsbølge finder sted i omkring år 800 efter vor tidsregning, ligger Grønland stort set mennesketomt hen. Denne nye indvandring er i historien også blevet kaldt Dorset. Dette folk valgte henholdsvis både at indtage landet nord og syd om. Denne kulturs levetid som selvstændig kultur blev relativ kort, da nordboerne kom til landet i omkring år 900. Dette er omkring samme tid som man regner med at Thule-kulturen kom til Nordgrønland. Thule-folket er i modsætning til de tidligere kulturer en havkultur, hvilket betyder at de i stedet for at jagte deres bytte til lands, havde lært sig at jagte havets pattedyr og fundet ud af hvor mange ressourcer der var at hente her. Hvaler og sæler gav ikke blot mad, men også spæk og skind til tøj. Thule-kulturen er også den kultur hvor man kan spore hundeslæden, konebåde og kajakken tilbage til. 

Nordboerne der for en tid levede i det sydlige Grønland under en midlertidig varmeperiode var i modsætning til Grønlands anden befolkning, landbrugere. På det tidspunkt var der skovområder på Grønland og man dyrkede bl.a. korn på markerne. Det var også nordboerne der gav øen navnet Grønland.
I år 982 ankom Erik den Røde, sammen med hans islandske brødre i sit vikingeskib til det sydlige Grønland. I år 986 kommer der endnu flere nordiske bønder til og bosætter sig i Østerbygden, som lå i det sydligste Vestgrønland. Denne indvandring blev begyndelsen til at Grønland blev knyttet til Norge, og ca. 400 år senere til Danmark. 

Man mener at det var omkring 1600 tallet at eskimoernes sprog blev gjort til et skriftsprog og eskimoerne lærte efterhånden at læse og skrive. 

Missionæren Hans Egede fra det fælles dansk-norske kongerige kom til det Nuuk i 1721, i sin søgen efter nordboerne. Han fandt dem dog aldrig. Man mener at nordboerne forsvandt i omkring 1500 tallet efter vor tidsregning. Man har aldrig fuldstændig opklaret deres forsvinden, men talrige velbegrundede teorier om deres forsvinden florerer stadigvæk. Missionæren Hans Egede ønskede at udbrede kristendommen blandt nordboerne, men da han ikke fandt dem valgte han udbrede kristendommen hos eskimoerne, som den dag i dag er luthersk-evangelisk kristne. Hans Egede valgte at drage hjem til Norge igen i 1736. Hans Egede har været og er en stor del af Grønlands historie. Han bliver også nogle steder betegnet som Grønlands apostel.
Siden nordboernes forsvinden kom blandt andre engelske og nordiske ekspeditioner til Grønland gennem 15-1600 tallet, og fra 16-1700-tallet var det især de europæiske hvalfangere, der kom i kontakt med inuitterne. Dette udløste en omfattende handel, og inuitterne var især glade for små perler, der i dag bruges i nationaldragten. Man fik også på dette tidspunkt også øjnene op for de mange ressourcer der findes på Grønland.

I 1774 valgte man at oprette den Kongelige Grønlandske Handel. KGH fik eneret til at handle i Grønland, sådan at andre lande ikke skulle have adgang til landet. Ved således at holde andre ude, ønskede den danske stat at sikre, at grønlænderne ikke fik adgang til spiritus eller blev ramt af smitsomme sygdomme. Det betød, at Grønland nu blev et lukket land, hvor grønlænderne handlede ved at bytte deres skind i KGH til nødvendige ting som træ, bomuldsstoffer og skydevåben til jagtbrug.
Da Kongeriget Danmark-Norge efter Freden i Kiel i 1814 blev tvunget til at afstå Norge til Sverige forblev de oversøiske områder Grønland, Færøerne og Island under den danske konge.

I omkring 1830’erne begyndte penge langsomt at blive et betalingsmiddel. Når grønlænderne skulle handle førhen, byttede de. Og man gemte af sit overskud til de lange, mørke vintre. Men nu kunne grønlænderne få penge for deres skind. For dem kunne de købe luksusvarer, som måske ikke var til så stor nytte om vinteren. Da klimaet i den periode samtidig blev koldere, blev der færre fangstdyr. Havde man ikke tænkt på at gemme til vinteren, men brugt pengene til f.eks. kaffe, te og kandis, opstod der nød.
Efter Norges selvstændighed fra Sverige besatte landet dele af Østgrønland i perioden 10. juli 1931–1933, kaldte dette område for Eirik Raudes Land og lod det bestyre af en sysselmand. Danmark indklagede Norge for den internationale domstol i FN, Norge tabte sagen ved en kendelse den 5. april 1933, hvorefter landet trak sig ud.

I 2. verdenskrig var Grønland en vigtig mellemstation for de allieredes flytransporter fra USA til England. De manglende forsyninger fra Danmark blev erstattet med forsyninger fra USA. Under krigen havde Grønland en nogenlunde god økonomi fra udvinding af kryolit og torskefiskeri. USA betragtede efter den tyske besættelse den danske ambassadør i USA, som den frie repræsentant for Danmark og dermed også Grønland.

Kolonitiden ophørte 1953 da Grønland ved en ændring af Grundloven blev en såkaldt del af det danske rige og et dansk amt. En centralisering der, skulle hæve levestandarden blev påbegyndt. I perioden 1952-1963 opførtes omkring 3000 boliger, sygehusene blev udbygget og tuberkulosen næsten udryddet fra 1963.

I 1979 stemte de fleste grønlændere for hjemmestyre, og befolkningen fik overdraget ansvaret for en lang række politiske områder. Med virkning fra 1. januar 1985 meldte Grønland sig ud af det Europæiske Fællesskab (EF). I 2008 stemte grønlænderne for selvstyre, hvilket indebærer at grønlænderne selv bestemmer hvornår, man kan overtage ansvaret for områder som politi- og retsvæsen. Selvstyret fik effekt fra den 21. juni 2009, der er nationaldag på Grønland.
 
Kultur:
Selvom at Grønland i mange år har været under dansk styre, er den grønlandske kultur på mange måder forskellig fra den danske.
Hele den grønlandske kultur er bygget op omkring fangerkulturen og det gode ”primitive” liv.

I Grønland har man noget, som man kalder for "kaffemik". Den grønlandske kaffemik er en slags kaffeslapperas som vi kender det fra den danske kultur. Grønlænderne bruger dog kaffemik i mange forskellige anledninger, blandt andet til fødselsdage, konfirmationer og andre anledninger man har lyst til at fejre. Kaffemik er på en måde en form for åbent hus, hvor man inviterer byens borgere ind i sit hjem.

Det grønlandske sprog er også langt fra det danske. Her bruger man ordstammen og bygger ovenpå med endelser, som man kender det fra det finske sprog. Det længste ord på grønlandsk mener man er det 94 bogstavers ord:
Nalunaarasuartaatilioqateeraliorfinnialikkersaatiginialikkersaatilillaranatagoorunarsuarooq
Som på dansk betyder: "Endnu en gang forsøgte de at bygge en kæmpe radiostation, men det var tilsyneladende stadig kun på tegnebrættet".
I Grønland er dansk dog det første fremmed sprog man lærer i skolerne.
Noget af det der også er med til at adskille den grønlandske kultur fra den danske er det utrolig stærke familie bånd som man har på Grønland. Hermed ikke sagt, at vi ikke kan have et stærkt familiebånd i Danmark, men det er ikke nær så udbredt som i Grønland. En af grundene til dette kan være fordi, man bor i mindre isolerede byer. Det er jo også relativ kort tid siden at Grønland er blevet et civiliseret samfund, så man har også igennem mange år også været vant til selv at passe på de ældre, dette har også været med til at styrke sammenholdet og familiebåndet.

Nationaldragt har stor betydning for det grønlandske folk. Perlerne som bruges til den kvindelig nationaldragt kom i tidligere tider til Grønland med fangerbåde og lignende. Man har her kunnet bytte sig til diverse udsmykningsgenstande som f.eks. perler.
De grønlandske nationaldragter er ikke ens, men syet efter familieopskrifter, som går i arv - de er ikke nedskrevet. Ofte får man til konfirmationen sin dragt, som så måske varer hele livet - selvfølgelig med en række forandringer undervejs. Skind og perler er faste ingredienser, men stof, garn og andre materialer anvendes også. I den kvindelige nationaldragt er der også forskel på om du er en ung pige/dame eller en ældre dame. De unge bærer en rød trøje under den flotte perle krave hvor de ældre damer bærer en lilla trøje. Nationaldragten bruges til store festlige lejligheder som f.eks. konfirmationer, bryllupper, osv.

Grønlænderne er også kendt for at bruge kirken meget og ikke kun i anledning af jul, påske osv.

Et andet og meget specielt kende tegn ved Grønland er de mange farverige huse, som stammer tilbage fra opbygningen af det grønlandske samfund i 1960’erne, den gang havde husenes farve en speciel betydning, f.eks. betød den gule farve sundhedsvæsnet/sygehuset.
En sidste ting der adskiller den grønlandske kultur fra den danske er grønlændernes overtro. Nogle mener at denne overtro kan skyldes den overvældende natur, som man finder på Grønland.